Endelig gik Bendt Bendtsen af som leder for Det Konservative Folkeparti. Bedre sent end aldrig, men han burde have gjort det for mange år siden.
Bendtsen har ikke været en god mand for de Konservative. Jovist, der har været ro i partiet under hans ledelse, men har det været på grund af hans ledelse? Nej, det tyder intet på. De Konservative havde slidt sig selv og tre ledere op, da Bendt Bendtsen trådte til. De var lede og trætte af de evindelige kampe, og den mest usympatiske af slagsbrødrene - Hans Engell - forlod dansk politik kort tid efter Bendtsens opstigen til den øverste post.
Men i mangel af bedre begrundelser har det været en del af den myte, som er blevet skabt for at forklare Bendt Bendtsens position i partiet. Virkeligheden har dog snarere været, at han har siddet på toppen, fordi ingen i partiet turde udfordre hans lederskab af angst for at blive beskyldt for at skabe ny splid. Og fordi Bendtsen selv ikke har villet indse, at han aldrig har været andet end en tredjerangs partileder.
Bendt Bendtsen er et ordentligt og hæderligt menneske. Det har han også været som toppolitiker - den cadeau skal han have. Men hans mangler har været indlysende: Han har savnet faste standpunkter at udstikke en politisk kurs efter - i stedet er han blevet styret af statsminister Anders Fogh Rasmussen fra det konkurrende Venstre og sine embedsmænd i ministeriet. Han har været for tilfreds med den position, han - mod alle odds - har nået på den sociale rangstige, og har derfor ikke villet risikere noget ved at stå fast på konservative mærkesager. Han har haft for lille forståelse for indholdet i de politiske sager og den lovgivning, han har bestyret, hvilket også har bidraget til hans afhængighed af rådgivningen fra embedsmændene, der ofte ikke har hvisket ham konservativ politik i øret.
Kort og godt: Bendt Bendtsen har som leder af sit parti været en politisk letvægter, en mand som fik tildelt en større post, end han med sine begrænsede evner kunne håndtere. Og valgresultaterne har været derefter.
Var han gået for fem år siden, så kunne Lene Espersen måske allerede i dag have skabt et konservativt parti med 15-20 procent opbakning. I stedet blev han, fordi han ikke kendte sine egne begrænsninger, og fordi ingen betydende kræfter i Det Konservative Folkeparti havde mod og mandshjerte til at gøre det klart for ham, at andre var mere egnede.
Bendt Bendtsen har været en god partileder - for Venstre. Statsministerpartiet har helt uhæmmet kunnet opgive borgerlig-liberale mærkesager, fordi de Konservative under Bendtsens ledelse ikke har udfordret Venstre ved at være det principfaste parti, som utilfredse borgerlige vælgere kunne stemme på i protest mod Venstres opportunisme. For Det Konservative Folkeparti og det borgerlige Danmark har Bendtsen været en fuldtonet fiasko.
Vi får se om hans afløser, Lene Espersen, vil være en god formand - for de Konservative.
Bendtsen har ikke været en god mand for de Konservative. Jovist, der har været ro i partiet under hans ledelse, men har det været på grund af hans ledelse? Nej, det tyder intet på. De Konservative havde slidt sig selv og tre ledere op, da Bendt Bendtsen trådte til. De var lede og trætte af de evindelige kampe, og den mest usympatiske af slagsbrødrene - Hans Engell - forlod dansk politik kort tid efter Bendtsens opstigen til den øverste post.
Men i mangel af bedre begrundelser har det været en del af den myte, som er blevet skabt for at forklare Bendt Bendtsens position i partiet. Virkeligheden har dog snarere været, at han har siddet på toppen, fordi ingen i partiet turde udfordre hans lederskab af angst for at blive beskyldt for at skabe ny splid. Og fordi Bendtsen selv ikke har villet indse, at han aldrig har været andet end en tredjerangs partileder.
Bendt Bendtsen er et ordentligt og hæderligt menneske. Det har han også været som toppolitiker - den cadeau skal han have. Men hans mangler har været indlysende: Han har savnet faste standpunkter at udstikke en politisk kurs efter - i stedet er han blevet styret af statsminister Anders Fogh Rasmussen fra det konkurrende Venstre og sine embedsmænd i ministeriet. Han har været for tilfreds med den position, han - mod alle odds - har nået på den sociale rangstige, og har derfor ikke villet risikere noget ved at stå fast på konservative mærkesager. Han har haft for lille forståelse for indholdet i de politiske sager og den lovgivning, han har bestyret, hvilket også har bidraget til hans afhængighed af rådgivningen fra embedsmændene, der ofte ikke har hvisket ham konservativ politik i øret.
Kort og godt: Bendt Bendtsen har som leder af sit parti været en politisk letvægter, en mand som fik tildelt en større post, end han med sine begrænsede evner kunne håndtere. Og valgresultaterne har været derefter.
Var han gået for fem år siden, så kunne Lene Espersen måske allerede i dag have skabt et konservativt parti med 15-20 procent opbakning. I stedet blev han, fordi han ikke kendte sine egne begrænsninger, og fordi ingen betydende kræfter i Det Konservative Folkeparti havde mod og mandshjerte til at gøre det klart for ham, at andre var mere egnede.
Bendt Bendtsen har været en god partileder - for Venstre. Statsministerpartiet har helt uhæmmet kunnet opgive borgerlig-liberale mærkesager, fordi de Konservative under Bendtsens ledelse ikke har udfordret Venstre ved at være det principfaste parti, som utilfredse borgerlige vælgere kunne stemme på i protest mod Venstres opportunisme. For Det Konservative Folkeparti og det borgerlige Danmark har Bendtsen været en fuldtonet fiasko.
Vi får se om hans afløser, Lene Espersen, vil være en god formand - for de Konservative.
