Leder: Femi-sharia

Det er godt, at vi næsten alle her i Danmark kan blive enige om, at enhver må tegne Muhammed, som de har lyst til

Slettet Bruger,

14/02/2008

Det er godt, at vi næsten alle her i Danmark kan blive enige om, at enhver må tegne Muhammed, som de har lyst til. Men hvilket mageløst hykleri, mange danskere lider under, hvad angår ytringsfrihed, blev torsdag demonstreret af den såkaldte Forbrugerombudsmand. I en afgørelse imod undertøjsfirmaet JBS, forkyndte han - Henrik Saugmandsgaard Øe - at det var i strid med markedsføringsloven, da JBS sidste år lavede reklamer med billeder af henholdsvis en sekretær, en nonne, en stuepige og en sygeplejerske, som letpåklædt snusede til et par herreunderbukser.

"Kvindekønnet er efter vores umiddelbare opfattelse reduceret til sexobjekter," skriver Forbrugerombudsmanden i sin afgørelse, og det er nok for ham til at konkludere, at reklamen simpelthen er ulovlig. Man hører ekkoet fra de skæggede mullaher i deres kritik af Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen: "Profeten er efter vores umiddelbare opfattelse reduceret til en terrorist, og det er i strid med sharia-lovene."

Er der nogen som helst forskel? Overhovedet ikke! Mange muslimer har deres begrundelser for, at man ikke må ytre, hvad man har lyst til, men det har mange danskere altså også. Muslimerne har Allah og hans profet, toneangivende danskere har den hellige feminisme og alle dens dogmer. Femi-sharia kunne man kalde det.

"Men der er da en forskel," vil nogen indvende: "Muhammed-tegningerne var jo avissatire, mens JBS-reklamen er en kommerciel annonce." Og hvad så? Hvem har fået den idé, at ytringsfrihed ikke gælder for virksomheder, der gerne vil fortælle forbrugerne om deres produkt? Hvad er argumentet for, at ytringsfrihed skal tildeles kunstnere, journalister og forfattere, men ikke erhvervslivet?

Et andet lighedspunkt mellem feminismens sharia og islams: Muhammedtegningerne var forfærdelige, hørte vi, fordi de var stødende for et meget stort antal muslimer. Tallet 1,4 milliarder blev nævnt. Forbrugeromdbudsmanden bruger sjovt nok et fuldstændig tilsvarende argument, for også han lægger vægt på, at så mange har klaget til ham over JBS, nemlig både HK, Dansk Magisterforening, Dansk Sygeplejeråd, 3F, FOA, Teknisk Landsforbund og Kvinderådet. Hvis mange bliver stødt over en reklame, er det altså en medvirkende årsag til at erklære den i strid med loven.

Sådan burde det ikke være. Muslimer må finde sig i "hån, spot og latterliggørelse" - ligesom alle vi andre. Og kvinder må finde sig i at blive "reduceret til sexobjekter". Det kaldes ytringsfrihed.

Kilde: