Leder: Folkepartisme

Slettet Bruger,

29/10/2007

Hvilke søm spiser de mon for tiden i Dansk Folkeparti, når ikke alene Søren Krarup, men også Pia Kjærsgaard nu foreslår, at burkaklædte kvinder skal fratages retten til at stemme, med mindre de vil løfte på sløret? Man kan jo ikke se, hvem de er, lyder begrundelsen fra de to, men langt de fleste danskere er faktisk lige så anonyme, når de stemmer - af den simple grund at ingen af de valgtilforordnede kender dem. Og i Danmark skal man altså ikke aflevere billedlegitimation, når man vil stemme. Så hvad er det lige Dansk Folkeparti vil kontrollere hos de burkaklædte? At de ikke er væsner fra det ydre rum?

Ja, det er en mærkelig, nærmest tosset tradition ikke at ville vise sit ansigt, når man bevæger sig uden for sin dør, men når det ikke udgør noget praktisk problem, så er der ingen grund til at gribe ind overfor det. Når Dansk Folkeparti alligevel vil gøre det, så skyldes det derfor intet andet end modvilje mod det anderledes, hvilket enhver skal have lov til at føle, men kombineret med en vilje til at gøre sig til herre over andre, som er helt utilstedelig.

Dansk Folkeparti har de senere år, især siden 11. september 2001, haft succes med at markedsføre sig som modstander af islamistiske tendenser i indvandrerkredse i Danmark. Den modstand kan imidlertid genfindes i størstedelen af samfundet, hvilket man bl.a. så under Muhammed-krisen, hvor folk som statsminister Anders Fogh Rasmussen og den dengang radikale Naser Khader fik fuld opbakning fra et stort befolkningsflertal til deres lige så standhaftige kurs. Men når Dansk Folkeparti fremkommer med det aktuelle forslag om at fratage burkaklædte kvinder retten til at stemme, så mindes vi alle om, at partiets modvilje mod indvandrere ikke begrænser sig til disses eventuelle sympatier for totalitær islam.

I det parti kan man simpelthen bare ikke fordrage folk, der har traditioner med fra udlandet. Klæder indvandrerne sig i mærkeligt tøj, så skal det hives af dem. Vil de gerne gå i bruser i svømmehallen med forhæng for, så skal gardinerne hives fra, så deres nøgenhed kan beskues af alle, der vil kigge. Foretrækker de, at deres børn ikke får serveret svinekød i vuggestuen, så skal børnene hellere gå rundt sultne, end at der tilbydes to slags mad.

Dette ensretningsprojekt fra Dansk Folkeparti har intet med modstand mod islamisme at gøre, men er i sig selv en isme med tendenser i retning af det totalitære.

Kilde: