Der findes ikke den journalist eller redaktør i dette land, som ikke har begået en fejl. Og jo længere tid, man har arbejdet i pressen, jo større er risikoen for, at fejlen er alvorlig, at man f.eks. har hængt en person ud for noget snavs, som man senere må erkende, at man ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at gøre. Måske var den historie, som man i god tro havde puttet i avisen, endda beviseligt forkert.
Det er lige beklageligt hver gang, det sker. Et muligvis helt uskyldigt menneske kan pludselig få sit navn knyttet sammen med handlinger og begivenheder, som stiller vedkommende i et dårligt lys. En decideret mediekampagne, hvor alle journalister i hele landet løber efter den samme historie, kan måske begynde på et helt fejlagtigt grundlag.
Forsigtige journalister og redaktører begår færre af den slags små eller store fejl end uforsigtige, men ingen med en håndfuld år på bagen i pressen kan formentlig sige sig helt fri for at have udråbt en person som skyldig i en sammenhæng, hvor vedkommende faktisk var uskyldig. Desto mere afgørende er det derfor, at pressefolk er ærlige nok til at indrømme det for sig selv og for offentligheden, når de har været for hurtige på aftrækkeren. På den måde kan man ikke alene hjælpe med at redde sit offers ære, men også sin egen.
B.T.s chefredaktør Arne Ullum og hans journalist Jacob Heinel Jensen har ikke nogen ære tilbage, efter at B.T, den 27. april udkom med følgende forsidepåstand om folketingsmedlem Morten Messerschmidt: "Hyldede Hitler i Tivoli". Inde i avisen kunne man læse videre: "Heil Hitler. Sieg Heil. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt hyldede Hitler med sang og »heil« - midt i Tivoli."
I dag ved vi, at Morten Messerschmidt, måske, stillede sig op med to fingre under næsen og den anden arm udstrakt. En lidt underlig hyldest, må man sige, for normalt bruges den positur, når man vil gøre grin med meget autoritære mennesker. Vi ved også, at den sang, som Messerschmidt sang, var den velkendte tyske nationalmelodi med ordene "Deutchland, Deutchland über alles" fra første vers. I den sang nævnes Hitler ikke med et ord, for den blev skrevet næsten 50 år før hans fødsel. At påstå at sangen er en hyldest til Hitler er derfor helt absurd.
Men chefredaktør Arne Ullum holder ikke desto mindre krampagtigt fast i historien. Midt på ugen påstod han i et radioprogram, at Se og Hør var på vej med flere beviser i sagen. Det viste sig at være forkert. Til trods for, at ugebladet havde 45 journalister til stede i Grøften den dag, det famøse optrin skulle have fundet sted, så så ingen det, og Se og Hør bragte da heller ingen beviser for dagen, da det udkom i torsdags. Alligevel fortsætter Arne Ullum sin kamp for sin historie. I et indlæg i gårsdagens udgave af Nyhedsavisen skriver han sågar, at B.T. kan "føre sandhedsbevis for hele artiklen".
Men det er jo åbenlyst usandt. At synge "Deutchland, Deutchland über alles" er ikke at hylde Hitler, sådan som B.T. skrev. At stille sig op med to fingre under sin næse er heller ikke at hylde Hitler, det er snarere at gøre grin med ham.
Det er menneskeligt at fejle, og havde det kun været for fejlen i Messerschmidt-sagen, så kunne Arne Ullum uden nogen problemer have fortsat i chefredaktørstolen på B.T. i mange år endnu. Men det er ikke i orden at ødelægge en ung politikers karriere med en fejlagtig historie og så bagefter hævde, at alt er fint og godt. Sådan en chefredaktør kan B.T.s nuværende og mulige fremtidige læsere ikke have tillid til. Hvem ved, hvilke andre løgnehistorier den mand kan finde på at proppe i avisen, når han ikke er ked af dem, han allerede har bundet læserne på ærmet.
At købe avis er en tillidssag. Man skal kunne stole på, at de folk, som laver avisen, leverer pålidelige informationer om de begivenheder, de skriver om. Arne Ullum, B.T.s øverste chef, kan læserne ikke have tillid til længere, og han er derfor uegnet til at lede en avis. I avisens og læsernes interesse bør han gå af.
Det er lige beklageligt hver gang, det sker. Et muligvis helt uskyldigt menneske kan pludselig få sit navn knyttet sammen med handlinger og begivenheder, som stiller vedkommende i et dårligt lys. En decideret mediekampagne, hvor alle journalister i hele landet løber efter den samme historie, kan måske begynde på et helt fejlagtigt grundlag.
Forsigtige journalister og redaktører begår færre af den slags små eller store fejl end uforsigtige, men ingen med en håndfuld år på bagen i pressen kan formentlig sige sig helt fri for at have udråbt en person som skyldig i en sammenhæng, hvor vedkommende faktisk var uskyldig. Desto mere afgørende er det derfor, at pressefolk er ærlige nok til at indrømme det for sig selv og for offentligheden, når de har været for hurtige på aftrækkeren. På den måde kan man ikke alene hjælpe med at redde sit offers ære, men også sin egen.
B.T.s chefredaktør Arne Ullum og hans journalist Jacob Heinel Jensen har ikke nogen ære tilbage, efter at B.T, den 27. april udkom med følgende forsidepåstand om folketingsmedlem Morten Messerschmidt: "Hyldede Hitler i Tivoli". Inde i avisen kunne man læse videre: "Heil Hitler. Sieg Heil. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt hyldede Hitler med sang og »heil« - midt i Tivoli."
I dag ved vi, at Morten Messerschmidt, måske, stillede sig op med to fingre under næsen og den anden arm udstrakt. En lidt underlig hyldest, må man sige, for normalt bruges den positur, når man vil gøre grin med meget autoritære mennesker. Vi ved også, at den sang, som Messerschmidt sang, var den velkendte tyske nationalmelodi med ordene "Deutchland, Deutchland über alles" fra første vers. I den sang nævnes Hitler ikke med et ord, for den blev skrevet næsten 50 år før hans fødsel. At påstå at sangen er en hyldest til Hitler er derfor helt absurd.
Men chefredaktør Arne Ullum holder ikke desto mindre krampagtigt fast i historien. Midt på ugen påstod han i et radioprogram, at Se og Hør var på vej med flere beviser i sagen. Det viste sig at være forkert. Til trods for, at ugebladet havde 45 journalister til stede i Grøften den dag, det famøse optrin skulle have fundet sted, så så ingen det, og Se og Hør bragte da heller ingen beviser for dagen, da det udkom i torsdags. Alligevel fortsætter Arne Ullum sin kamp for sin historie. I et indlæg i gårsdagens udgave af Nyhedsavisen skriver han sågar, at B.T. kan "føre sandhedsbevis for hele artiklen".
Men det er jo åbenlyst usandt. At synge "Deutchland, Deutchland über alles" er ikke at hylde Hitler, sådan som B.T. skrev. At stille sig op med to fingre under sin næse er heller ikke at hylde Hitler, det er snarere at gøre grin med ham.
Det er menneskeligt at fejle, og havde det kun været for fejlen i Messerschmidt-sagen, så kunne Arne Ullum uden nogen problemer have fortsat i chefredaktørstolen på B.T. i mange år endnu. Men det er ikke i orden at ødelægge en ung politikers karriere med en fejlagtig historie og så bagefter hævde, at alt er fint og godt. Sådan en chefredaktør kan B.T.s nuværende og mulige fremtidige læsere ikke have tillid til. Hvem ved, hvilke andre løgnehistorier den mand kan finde på at proppe i avisen, når han ikke er ked af dem, han allerede har bundet læserne på ærmet.
At købe avis er en tillidssag. Man skal kunne stole på, at de folk, som laver avisen, leverer pålidelige informationer om de begivenheder, de skriver om. Arne Ullum, B.T.s øverste chef, kan læserne ikke have tillid til længere, og han er derfor uegnet til at lede en avis. I avisens og læsernes interesse bør han gå af.
