Det var svært at tage statsminister Anders Fogh Rasmussen seriøst, da han i sin nytårstale opfordrede danskerne til at være "realistiske i vore krav og forventninger til offentlig service, privat forbrug og løn". Fogh manede til mådehold, fordi der for tiden er mangel på arbejdskraft i Danmark, hvilket vil føre til større lønstigninger end i andre lande og derfor svække konkurrenceevnen for danske virksomheder.
Men manglen på arbejdskraft er især forårsaget af Anders Fogh Rasmussens egen regering ved en umådeholden forbrugsvækst i den offentlige sektor, igangsat for at kunne overbyde Socialdemokraterne i spenderlyst i efterårets valgkamp. For Fogh selv vejer dansk økonomi altså ikke tungere end hans egne interesser for en overbevisende valgsejr. Når han så opfordrer alle andre om, at de i nationens interesse bør holde igen, så findes der en meget rammende betegnelse for det: hykleri.
Anders Fogh Rasmussen har hånd- og halsret over halvdelen af den danske økonomi. Han ville med et snuptag kunne løse problemet med mangel på arbejdskraft, hvis han ville.
Delløsning nummer ét er at holde igen med forbrugsvæksten i den offentlige sektor.
Delløsning nummer to er at få folk i arbejde, som i dag lever af dagpenge eller kontanthjælp - og også førtidspension. Anders Fogh Rasmussen kunne f.eks. reducere dagpengeperioden fra fire til ét år - det ville føre til 30.000 flere i beskæftigelse. Det burde ikke være nogen menneskeret at gå arbejdsløs på offentlig understøttelse i fire år, når der er arbejde at få på ethvert gadehjørne.
Delløsning nummer tre er at give dem, der allerede arbejder, lyst til at arbejde mere. Danskerne er blandt de folkeslag i OECD, som arbejder allermindst, gennemsnitligt 1.600 timer årligt. Hvis vi arbejdede 1.700 timer som gennemsnittet i OECD, ville det øge arbejdsindsatsen i Danmark svarende til 200.000 personer. Danskerne arbejder mindre i deres lønnede erhverv, fordi skatten på den sidst tjente krone er så høj i Danmark. Det gør det mindre attraktivt at arbejde ekstra. Løsningen er skattelettelser.
Af disse tre delløsninger vil regeringen kun gøre noget ved skatten, men først efter 2009 hvor regeringens skattekommission skal barsle med sine forslag. Det er simpelthen ikke godt nok, når statsministeren samtidig beder danskerne om at gå forrest i løsningen af de forestående økonomiske problemer. Det mindste, man kan forlange, er, at Anders Fogh Rasmussen bruger sin magtfulde position til at gøre noget selv.
Men manglen på arbejdskraft er især forårsaget af Anders Fogh Rasmussens egen regering ved en umådeholden forbrugsvækst i den offentlige sektor, igangsat for at kunne overbyde Socialdemokraterne i spenderlyst i efterårets valgkamp. For Fogh selv vejer dansk økonomi altså ikke tungere end hans egne interesser for en overbevisende valgsejr. Når han så opfordrer alle andre om, at de i nationens interesse bør holde igen, så findes der en meget rammende betegnelse for det: hykleri.
Anders Fogh Rasmussen har hånd- og halsret over halvdelen af den danske økonomi. Han ville med et snuptag kunne løse problemet med mangel på arbejdskraft, hvis han ville.
Delløsning nummer ét er at holde igen med forbrugsvæksten i den offentlige sektor.
Delløsning nummer to er at få folk i arbejde, som i dag lever af dagpenge eller kontanthjælp - og også førtidspension. Anders Fogh Rasmussen kunne f.eks. reducere dagpengeperioden fra fire til ét år - det ville føre til 30.000 flere i beskæftigelse. Det burde ikke være nogen menneskeret at gå arbejdsløs på offentlig understøttelse i fire år, når der er arbejde at få på ethvert gadehjørne.
Delløsning nummer tre er at give dem, der allerede arbejder, lyst til at arbejde mere. Danskerne er blandt de folkeslag i OECD, som arbejder allermindst, gennemsnitligt 1.600 timer årligt. Hvis vi arbejdede 1.700 timer som gennemsnittet i OECD, ville det øge arbejdsindsatsen i Danmark svarende til 200.000 personer. Danskerne arbejder mindre i deres lønnede erhverv, fordi skatten på den sidst tjente krone er så høj i Danmark. Det gør det mindre attraktivt at arbejde ekstra. Løsningen er skattelettelser.
Af disse tre delløsninger vil regeringen kun gøre noget ved skatten, men først efter 2009 hvor regeringens skattekommission skal barsle med sine forslag. Det er simpelthen ikke godt nok, når statsministeren samtidig beder danskerne om at gå forrest i løsningen af de forestående økonomiske problemer. Det mindste, man kan forlange, er, at Anders Fogh Rasmussen bruger sin magtfulde position til at gøre noget selv.
