Hvorfor skal kuntnerne ikke livsvarigt have støtte fra Statens kunstfond - hvorfor skal de i det hele taget ikke have støtte fra staten? Det kan der fremføres mange principielle betragtninger om, herunder at folk bør have mulighed for selv at bestemme, hvilken slags kunst de vil understøtte, samt at det er for farligt, at lade staten definere, hvilke kunstnere der er gode, og hvilke der er dårlige, fordi det i sig bærer risikoen for, at kunstnerstanden henfalder til systemapologi fremfor at forholde sig kritisk til staten som autoritet.
Alle disse argumenter burde de fleste velorienterede mennesker imidlertid kende til hudløshed, og det gør tilsyneladende ingen større indtryk, så derfor vil vi nu henfalde til det rene idiosynkrasi, som formentlig vil fornærme nogen, men det gør godt at komme af med det, og vi tror, vi skriver på vegne af mange, så her kommer det:
Kunstnerstøtten skal væk, fordi vi ikke én gang mere gider høre på Klaus Rifbjerg og samtidig tænke, at vi er medvirkende til at finansiere idiotens liv. Vi kan ikke mindes en eneste gang at have hørt ham udtale sig i samfundsdebatten (hvilket han gør alt for tit!), hvor vi tænkte, 'hov, der havde han da en pointe'. Niksen-biksen, det har været ordskvalder stablet oven på ordskvalder, selvfedme blandet op med selvfedme, dumhed i en stærk sovs af endnu mere dumhed. Af hans bøger har vi kun læst Den kroniske uskyld, fordi vores lærer sagde, at vi skulle, hvilket ikke umiddelbart gav os lyst til at læse mere, og siden har vi vel bare holdt os væk fra forfatterskabet, fordi vi ikke kunne læse forfatteren Rifbjerg uden at tænke på den platte venstreorienterede propagandist Rifbjerg.
Man behøver blot læse hans udtalelse om Venstre og Dansk Folkepartis forslag om at afskaffe den livsvarige kunstnerstøtte for at fange essensen af Klaus Rifbjerg som offentlig debattør: "Enhver ved, at VKO hellere end noget andet ikke bare vil have kunststøtten afskaffet, men helst kunsten, derfor synes jeg, at man skal kæmpe af al magt for at bevare de privilegier, som findes, og ikke give slip på noget som helst, før de kommer og tager det hele," siger han.
Hvad er det, vi har med at gøre her? Enten en dum mand eller en løgnagtig mand, vælg selv. Hverken Venstre, de Konservative eller Dansk Folkeparti vil jo afskaffe kunsten, det er en fuldstændig latterlig påstand, som dog er helt på niveau med, hvad Rifbjerg typisk siger, når han får stillet en mikrofon foran sig. I den konkrete sag gør partierne sig blot overvejelser om det indlysende i, at velbeslåede kunstnere fortsat skal have penge af det offentlige. Hvorfor skal de dog det? Med hvilket formål? Hvorfor har de i højere grad fortjent andre folks penge, end de, der har arbejdet for pengene, selv har fortjent dem?
Den slags jordnære spørgsmål lyster det ikke Klaus Rifbjerg at besvare. Han vil og har altid hellere villet optræde som en brovtende nar ved den venstreorienterede kulturelites hof.
Tag nu de penge fra ham! Venstrefløjen må selv betale for sin underholdning.
Alle disse argumenter burde de fleste velorienterede mennesker imidlertid kende til hudløshed, og det gør tilsyneladende ingen større indtryk, så derfor vil vi nu henfalde til det rene idiosynkrasi, som formentlig vil fornærme nogen, men det gør godt at komme af med det, og vi tror, vi skriver på vegne af mange, så her kommer det:
Kunstnerstøtten skal væk, fordi vi ikke én gang mere gider høre på Klaus Rifbjerg og samtidig tænke, at vi er medvirkende til at finansiere idiotens liv. Vi kan ikke mindes en eneste gang at have hørt ham udtale sig i samfundsdebatten (hvilket han gør alt for tit!), hvor vi tænkte, 'hov, der havde han da en pointe'. Niksen-biksen, det har været ordskvalder stablet oven på ordskvalder, selvfedme blandet op med selvfedme, dumhed i en stærk sovs af endnu mere dumhed. Af hans bøger har vi kun læst Den kroniske uskyld, fordi vores lærer sagde, at vi skulle, hvilket ikke umiddelbart gav os lyst til at læse mere, og siden har vi vel bare holdt os væk fra forfatterskabet, fordi vi ikke kunne læse forfatteren Rifbjerg uden at tænke på den platte venstreorienterede propagandist Rifbjerg.
Man behøver blot læse hans udtalelse om Venstre og Dansk Folkepartis forslag om at afskaffe den livsvarige kunstnerstøtte for at fange essensen af Klaus Rifbjerg som offentlig debattør: "Enhver ved, at VKO hellere end noget andet ikke bare vil have kunststøtten afskaffet, men helst kunsten, derfor synes jeg, at man skal kæmpe af al magt for at bevare de privilegier, som findes, og ikke give slip på noget som helst, før de kommer og tager det hele," siger han.
Hvad er det, vi har med at gøre her? Enten en dum mand eller en løgnagtig mand, vælg selv. Hverken Venstre, de Konservative eller Dansk Folkeparti vil jo afskaffe kunsten, det er en fuldstændig latterlig påstand, som dog er helt på niveau med, hvad Rifbjerg typisk siger, når han får stillet en mikrofon foran sig. I den konkrete sag gør partierne sig blot overvejelser om det indlysende i, at velbeslåede kunstnere fortsat skal have penge af det offentlige. Hvorfor skal de dog det? Med hvilket formål? Hvorfor har de i højere grad fortjent andre folks penge, end de, der har arbejdet for pengene, selv har fortjent dem?
Den slags jordnære spørgsmål lyster det ikke Klaus Rifbjerg at besvare. Han vil og har altid hellere villet optræde som en brovtende nar ved den venstreorienterede kulturelites hof.
Tag nu de penge fra ham! Venstrefløjen må selv betale for sin underholdning.
