Leder: "Kære Skat, jeg vil gerne opsige mit abonnement"

"Jeg betaler min skat med glæde" - sådan lyder en velkendt frase fra det socialdemokratiske overdrev

Slettet Bruger,

02/08/2008

"Jeg betaler min skat med glæde" - sådan lyder en velkendt frase fra det socialdemokratiske overdrev. Virkeligheden er naturligvis en anden: Langt de fleste betaler enten deres skat af frygt, fordi alternativet er, at de ellers vil komme i fængsel. Eller af egeninteresse fordi de ved, at andre skal betale mere i skat, end de selv skal, og fordi de gerne vil have fat i alle de penge, som de andre skal betale.

Seks ud af ti af læsere, som fredag deltog i 180Graders afstemning, hører i hvert fald til gruppen af danskere, som alene betaler deres skat, fordi de ved, at staten er den største dreng i skolegården, og tilmed en af den slags drenge som nyder at bruge sin størrelse til at tryne de små. Adspurgt om de ville foretrække at frasige sig enhver ret til ydelser fra det offentlige, hvis de til gengæld kunne slippe helt for at betale skat, svarede de ja.

Tanken er værd at lege videre med, selvom den i det nuværende holdningsklima naturligvis ikke kan gennemføres. Men derfor kan man jo godt spørge, hvorfor det ikke burde være sådan? Hvis en mand er godt og grundigt utilfreds med sin fagforening, så betragter vi det som en menneskeret, at han skal have lov at melde sig ud. Hvis en kvinde er træt af sit forsikringsselskab, så må hun også sige nej tak til yderligere service og endda få den overskydende præmie tilbage. Hvorfor må det ikke være sådan for staten?

"Jamen, det går da virkelig ikke," siger socialisten: "Hvis de rige bare kan melde sig ud, så kan vi jo ikke plukke dem for mønt til vores store, fine omfordelingsprojekt." Nej, det kan I ikke. Men hvordan kan I også bilde jer selv ind, at I bør have lov til på den måde at udbytte jeres medmennesker. I må da selv spytte i kassen, hvis I er så overbeviste om, at I har fundet de vises sten.

"Nej, nu må I altså holde op," siger den borgerlige vanetænker: "Der må da være fælles love, politi og retsvæsen i dette samfund, og det må alle bidrage til." Hvorfor må der nødvendigvis være det? Det er der jo ikke i dag. Tyskerne har ét politi og retsvæsen, svenskerne har et andet, og vi har et tredje. Fungerer det ikke meget godt? Eller ville det være bedre med en verdensstat?

Verdens mindste land er Vatikanstaten. Den har 750 indbyggere. Monaco har 32.000. I Luxembourg bor der 452.000. Hvorfor skulle Danmark ikke kunne rumme samfund i samme størelsesorden? Hvis den socialdemokratiske formynder- og skattestat er så indlysende god for alle, hvorfor tør man så ikke lade folk melde sig ud?

Send et signal. Meld dig ud hos KæreSkat.dk.

Kilde: