Det er en meget mærkelig sekt, der har overtaget Kristendemokraterne og har indsat den maniske Bodil Kornbek som formand. Fredag aften stod hun frem på tv for at slå fast, at Kristendemokraterne ikke længere er et borgerligt parti. Så nu er de altså venstreorienterede, de kristne. Det giver god mening i forhold til valgkampen, hvor partiets valgplakater forkyndte budskabet, "vi tror på sygeplejersken, pædagogen og skolelæreren". I gamle dage var det jo Gud fader, den almægtige, Jesus Kristus, hans enbårne søn, og Helligånden, man troede på hos Kristendemokraterne, men i takt med Kornbeks venstredrejning af partiet bekender man altså nu sin tro på grupper af offentligt ansatte.
Det lokkede dog ikke de offentligt ansatte til truget i valgkampen - øjensynligt foretrak de den ugudelige Villy Søvndal - for Kornbek og hendes flok gik tilbage fra 1,7 procent tilslutning i 2005 til 0,8 procent i november. Måske man alligevel skulle have lyttet til kernemedlemmerne fra Jylland, som advarede om, at man ville miste partiets traditionelle vælgere til de borgerlige partier, hvis man i valgkampen pegede på socialdemokratiske Helle Thorning-Schmidt som statsminister.
Kristendemokraternes kursskifte er et af de mest besynderlige i moderne dansk politik, og det bestyrker troen på, at der vitterligt er tale om en art sekt, som har overtaget partiet. Normalt skifter partier politik, fordi deres principper betyder mindre for dem end stemmemaksimering, men absolut intet kan have givet Bodil Kornbek og hendes støtter grund til at tro, at Kristendemokraterne som et centrum-venstre parti for sygeplejersker, pædagoger og skolelærere ville få større opbakning end som et borgerligt parti. Dansk politik er i forvejen proppet med partier, som appellerer til mere eller mindre venstreorienterede offentligt ansatte. Troede Kristendemokraterne virkelig, at der på denne overfyldte banehalvdel kunne skabes plads til dem også?
Kristendemokraterne havde haft en chance i valgkampen, hvis de var gået til valg på et traditionelt borgerligt grundlag til højre for regeringspartierne. De kunne have argumenteret for familiens styrkelse og uafhængighed ved nedsættelse af skatterne og afskaffelse af de mange offentlige tilskud til skilsmisse. De kunne have talt imod institutionaliseringen af medmenneskeligheden i et stort, anonymt offentligt apparat og have bragt det nære, civile samfund på banen som social problemløser. De kunne have talt dunder imod parkeringen af mere end 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomster, som for mange blot er med til at cementere en social deroute, ikke alene for dem selv, men også for deres børn.
På den måde kunne Kristendemokraterne have holdt på kernevælgerne i det jyske og endda også have fået nye vælgere blandt traditionelle borgerlige danskere, som var og er utilfredse med regeringspartiernes midterkurs. Men Kornbek-sekten ville det anderledes.
Det lokkede dog ikke de offentligt ansatte til truget i valgkampen - øjensynligt foretrak de den ugudelige Villy Søvndal - for Kornbek og hendes flok gik tilbage fra 1,7 procent tilslutning i 2005 til 0,8 procent i november. Måske man alligevel skulle have lyttet til kernemedlemmerne fra Jylland, som advarede om, at man ville miste partiets traditionelle vælgere til de borgerlige partier, hvis man i valgkampen pegede på socialdemokratiske Helle Thorning-Schmidt som statsminister.
Kristendemokraternes kursskifte er et af de mest besynderlige i moderne dansk politik, og det bestyrker troen på, at der vitterligt er tale om en art sekt, som har overtaget partiet. Normalt skifter partier politik, fordi deres principper betyder mindre for dem end stemmemaksimering, men absolut intet kan have givet Bodil Kornbek og hendes støtter grund til at tro, at Kristendemokraterne som et centrum-venstre parti for sygeplejersker, pædagoger og skolelærere ville få større opbakning end som et borgerligt parti. Dansk politik er i forvejen proppet med partier, som appellerer til mere eller mindre venstreorienterede offentligt ansatte. Troede Kristendemokraterne virkelig, at der på denne overfyldte banehalvdel kunne skabes plads til dem også?
Kristendemokraterne havde haft en chance i valgkampen, hvis de var gået til valg på et traditionelt borgerligt grundlag til højre for regeringspartierne. De kunne have argumenteret for familiens styrkelse og uafhængighed ved nedsættelse af skatterne og afskaffelse af de mange offentlige tilskud til skilsmisse. De kunne have talt imod institutionaliseringen af medmenneskeligheden i et stort, anonymt offentligt apparat og have bragt det nære, civile samfund på banen som social problemløser. De kunne have talt dunder imod parkeringen af mere end 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomster, som for mange blot er med til at cementere en social deroute, ikke alene for dem selv, men også for deres børn.
På den måde kunne Kristendemokraterne have holdt på kernevælgerne i det jyske og endda også have fået nye vælgere blandt traditionelle borgerlige danskere, som var og er utilfredse med regeringspartiernes midterkurs. Men Kornbek-sekten ville det anderledes.
