Det er fristende at tage hatten af for Søren Krarup. Ikke fordi han bakker op om fysisk afstraffelse af børn, men fordi han - uanset hvad man måtte mene om hans synspunkt - siger sin mening og afviser at trække i land, selv efter at formand Pia Kjærsgaard har givet ham en offentlig røffel. Sådan burde flere folketingsmedlemmer gøre - i alle partier. Lad os se flere rigtige mennesker med ægte holdninger i politik, i stedet for de mange vindbøjtler som altid retter ind efter den, der puster hårdest. Det ville være forfriskende og give mere liv til den politiske debat i Danmark.
Når vi alligevel vælger at beholde hatten på, så er det p.g.a. den harmløshedens karakter, som Søren Krarups udtalelser om børneopdragelsesmetoder har. Emnet er jo overhovedet ikke genstand for debat i Danmark, og det kan undre, at Pia Kjærsgaard overhovedet føler behov for at irettesætte Krarup. Hvorfor trak hun ikke bare på skulderen af ham?
Hvis derimod Søren Krarup havde udtalt sig om emner som den kuldsejlede dagpengereform eller den kommende skattereform, emner som netop nu er oppe i tiden, og hvor i hvert fald hans gamle jeg havde anderledes reformvillige synspunkter end Dansk Folkeparti i almindelighed og gruppeformand Kristian Thulesen Dahl i særdeleshed i dag - så havde sagen været anderledes klar. Det ville have rykket ved noget at tage bladet fra munden her og derved anspore til et raskt lille oprør fra de tilbageværende borgerlige medlemmer i Dansk Folkeparti mod en stadig mere socialdemokratisk partiledelse.
I stedet optræder Søren Krarup som så mange andre politikere, der tillader sig selv at have afvigende standpunkter i ny og næ, men kun på områder hvor partiledelsen er eller burde være ligeglad, fordi det ikke er emner, der kan flytte en eneste vælger hverken til eller fra partiet. Og det er ærligt talt lidt tyndt. Vil man bevise sin principfasthed, så må man gøre det, hvor det gør ondt. Folk, der holder indædt fast i de gratis principper, går der tretten på dusinet af.
Når vi alligevel vælger at beholde hatten på, så er det p.g.a. den harmløshedens karakter, som Søren Krarups udtalelser om børneopdragelsesmetoder har. Emnet er jo overhovedet ikke genstand for debat i Danmark, og det kan undre, at Pia Kjærsgaard overhovedet føler behov for at irettesætte Krarup. Hvorfor trak hun ikke bare på skulderen af ham?
Hvis derimod Søren Krarup havde udtalt sig om emner som den kuldsejlede dagpengereform eller den kommende skattereform, emner som netop nu er oppe i tiden, og hvor i hvert fald hans gamle jeg havde anderledes reformvillige synspunkter end Dansk Folkeparti i almindelighed og gruppeformand Kristian Thulesen Dahl i særdeleshed i dag - så havde sagen været anderledes klar. Det ville have rykket ved noget at tage bladet fra munden her og derved anspore til et raskt lille oprør fra de tilbageværende borgerlige medlemmer i Dansk Folkeparti mod en stadig mere socialdemokratisk partiledelse.
I stedet optræder Søren Krarup som så mange andre politikere, der tillader sig selv at have afvigende standpunkter i ny og næ, men kun på områder hvor partiledelsen er eller burde være ligeglad, fordi det ikke er emner, der kan flytte en eneste vælger hverken til eller fra partiet. Og det er ærligt talt lidt tyndt. Vil man bevise sin principfasthed, så må man gøre det, hvor det gør ondt. Folk, der holder indædt fast i de gratis principper, går der tretten på dusinet af.
