Hvad skal vi efterhånden med et offentligt politi i Danmark, når det ikke vil servicere borgerne?
Når en butik snupper en tyv, så vil politiet ikke hente ham til forhør. Når borgerne ringer til 112 med alvorlige anmeldelser, så vil politiet ikke komme. Når hjemløse generer den offentlige orden, så vil politiet ikke jage dem væk. Når borgerne anmelder tyverier, så putter politiet blot anmeldelserne i en stor bunke, hvor de får lov at ligge en rum tid, indtil de bliver smidt i skraldespanden.
Alligevel skal vi betale til foretagendet, i gennemsnit 2.000 kroner årligt til politiet fra hver voksen dansker. Lad os lave et tankeeksperiment: Hvad ville vi egentlig kunne få for de penge, hvis vi kunne få lov at beholde dem?
Vi kunne bruge pengene på døgnpatruljering af vagtfolk i vores kvarterer. Lad os sige, at der skal lønnes fem vagtfolk for at få 24 timers dækning syv dage om ugen, og at de får en månedsløn på 30.000 kroner hver. Så skal man faktisk ikke være mere end 450 husstande med gennemsnitligt to voksne i hver for at få denne ydelse for den samme pris, som det offentlige politi koster os i dag.
For betydeligt færre penge kan 1.000 husstande gå sammen om en vagtcentral med døgnbemanding og mere sporadisk patruljering, men med garanti om hurtig udrykning i tilfælde af et nødopkald.
For endnu færre penge kan man oprette såkaldte gated communities, hvor et kvarter går sammen om at have en eller flere vagtmænd til at holde opsyn med indfaldsvejene til kvarteret, og hvor der alt efter temperament er mere eller mindre restriktive regler for, hvem der må lukkes ind.
Og der findes givetvis et hav af andre tryghedsskabende foranstaltninger, som vi slet ikke har fantasi til at forestille os, men som en innovativ tryghedsbranche på et frit marked ville udtænke. Simpelthen for at tilbyde et bedre produkt end konkurrenterne.
Sammenlign det med situationen i dag, hvor politimester Strix meget ofte leverer nul og nix.
Når en butik snupper en tyv, så vil politiet ikke hente ham til forhør. Når borgerne ringer til 112 med alvorlige anmeldelser, så vil politiet ikke komme. Når hjemløse generer den offentlige orden, så vil politiet ikke jage dem væk. Når borgerne anmelder tyverier, så putter politiet blot anmeldelserne i en stor bunke, hvor de får lov at ligge en rum tid, indtil de bliver smidt i skraldespanden.
Alligevel skal vi betale til foretagendet, i gennemsnit 2.000 kroner årligt til politiet fra hver voksen dansker. Lad os lave et tankeeksperiment: Hvad ville vi egentlig kunne få for de penge, hvis vi kunne få lov at beholde dem?
Vi kunne bruge pengene på døgnpatruljering af vagtfolk i vores kvarterer. Lad os sige, at der skal lønnes fem vagtfolk for at få 24 timers dækning syv dage om ugen, og at de får en månedsløn på 30.000 kroner hver. Så skal man faktisk ikke være mere end 450 husstande med gennemsnitligt to voksne i hver for at få denne ydelse for den samme pris, som det offentlige politi koster os i dag.
For betydeligt færre penge kan 1.000 husstande gå sammen om en vagtcentral med døgnbemanding og mere sporadisk patruljering, men med garanti om hurtig udrykning i tilfælde af et nødopkald.
For endnu færre penge kan man oprette såkaldte gated communities, hvor et kvarter går sammen om at have en eller flere vagtmænd til at holde opsyn med indfaldsvejene til kvarteret, og hvor der alt efter temperament er mere eller mindre restriktive regler for, hvem der må lukkes ind.
Og der findes givetvis et hav af andre tryghedsskabende foranstaltninger, som vi slet ikke har fantasi til at forestille os, men som en innovativ tryghedsbranche på et frit marked ville udtænke. Simpelthen for at tilbyde et bedre produkt end konkurrenterne.
Sammenlign det med situationen i dag, hvor politimester Strix meget ofte leverer nul og nix.
