Der findes handlinger, som forældre kan gøre mod børn i misforstået tro på, at det er det bedste for dem, som andre bare må gribe ind overfor. Omskæring af små piger er et oplagt eksempel. Børn er ikke forældres ejendom, der kan behandles fuldstændig, som far og mor måtte lyste, selvom vi som hovedregel må gå ud fra, at forældre er de bedste værger for deres børn, fordi de elsker dem højest.
Men der må også være grænser for, hvilke småting andre - herunder politikerne - skal have lov til at blande sig i, blot fordi der er divergerende opfattelser af, hvad der tjener børn bedst. Denne grænse overskrides i Odense, når Venstre-rådmand Jane Marie Jegind nu vil have skolerne til at presse muslimske forældre til at opgive den muslimske fastemåned, Ramadanen, for deres børn.
For den almindelige Guds-fornægtende dansker virker det selvfølgelig en anelse tosset at undlade at spise fra solopgang til solnedgang i en måned for at yde et offer for sin Gud, men at hævde at det skulle gøre skade på børnene er hysterisk. Tværtimod kan der argumenteres for, at flere børn kunne have godt af at lære at udsætte deres behov, fremfor at skrige så meget op hvis de ikke får deres vilje med det samme. Men mindre ekstreme virkemidler end ramadanen kan selvfølgelig gøre samme gavn.
Det essentielle her er imidlertid, at vi alle indenfor rimelighedens grænser ønsker en ret til at opdrage og opfostre vores børn, som vi finder det bedst. Nogle mener, at børn skal drikke en masse mælk, andre at de ikke må røre mælk, som de opfatter som dybt sundhedsskadeligt. Nogle pacer deres børn til at give den en skalle ved klaveret eller på tennisbanen, andre mener, at det er børneplageri. Nogle opdrager døtre og sønner forskelligt, andre mener, at man på den måde presser kulturelle kønsopfattelser ned over hovedet på dem. Tænk, hvilket slagsmål vi kunne komme i, hvis der absolut skulle være fælles regler, som sikrede at vi alle behandlede vore børn næsten ens!
Den frihed, som vi kræver for os selv i opfostringen af vores børn, må vi også være villige til at indrømme andre, og det princip må selvfølgelig også gælde for ramadanen. Hvis det ikke skulle være tilladt at skrue ned for madindtaget i dagtimerne i forbindelse med en religiøs højtid, så ser det skidt ud med familiens selvbestemmelsesret.
Men der må også være grænser for, hvilke småting andre - herunder politikerne - skal have lov til at blande sig i, blot fordi der er divergerende opfattelser af, hvad der tjener børn bedst. Denne grænse overskrides i Odense, når Venstre-rådmand Jane Marie Jegind nu vil have skolerne til at presse muslimske forældre til at opgive den muslimske fastemåned, Ramadanen, for deres børn.
For den almindelige Guds-fornægtende dansker virker det selvfølgelig en anelse tosset at undlade at spise fra solopgang til solnedgang i en måned for at yde et offer for sin Gud, men at hævde at det skulle gøre skade på børnene er hysterisk. Tværtimod kan der argumenteres for, at flere børn kunne have godt af at lære at udsætte deres behov, fremfor at skrige så meget op hvis de ikke får deres vilje med det samme. Men mindre ekstreme virkemidler end ramadanen kan selvfølgelig gøre samme gavn.
Det essentielle her er imidlertid, at vi alle indenfor rimelighedens grænser ønsker en ret til at opdrage og opfostre vores børn, som vi finder det bedst. Nogle mener, at børn skal drikke en masse mælk, andre at de ikke må røre mælk, som de opfatter som dybt sundhedsskadeligt. Nogle pacer deres børn til at give den en skalle ved klaveret eller på tennisbanen, andre mener, at det er børneplageri. Nogle opdrager døtre og sønner forskelligt, andre mener, at man på den måde presser kulturelle kønsopfattelser ned over hovedet på dem. Tænk, hvilket slagsmål vi kunne komme i, hvis der absolut skulle være fælles regler, som sikrede at vi alle behandlede vore børn næsten ens!
Den frihed, som vi kræver for os selv i opfostringen af vores børn, må vi også være villige til at indrømme andre, og det princip må selvfølgelig også gælde for ramadanen. Hvis det ikke skulle være tilladt at skrue ned for madindtaget i dagtimerne i forbindelse med en religiøs højtid, så ser det skidt ud med familiens selvbestemmelsesret.
