Inden den borgerlige vanetænker og den frådende antimuslim kaster sig over det forhold, at mange muslimer i Vollsmose tilsyneladende har mere tillid til, at deres lokale imam vil løse konflikter mellem dem på en ordentlig måde, end at det danske retssystem kan gøre det, så bør de lige tænke på, hvordan resten af Danmark er indrettet. Privat voldgift er faktisk en accepteret del af det danske retssamfund. Det benyttes f.eks. af firmaer, der indgår kontrakter med hinanden, og af køber og sælger i boligsager.
Ønsker man det stoppet? Hvis ja, hvorfor? Hvis nej, hvorfor må muslimerne så ikke? Hvad må man i det hele taget i dette samfund, hvis to stridende parter ikke må vælge deres egen mægler?
Dansk historie er faktisk ikke ubekendt med en langt mere vidtgående decentralisering af retsordenen, end den som praktiseres i Vollsmose. Helt ind til Grundloven af 1849 havde Københavns Universitet således sin egen domstol. Som Henrik Gade Jensen skriver (læs ham, man bliver klogere af det!): "Da Københavns Universitet blev stiftet i 1479 fik universitetet samtidig jurisdiktionen over de, der hørte under universitetet. En student kunne ikke anholdes af det daværende københavnske politi, vægterne, for universitetet havde sin egen retsorden. En professor kunne heller ikke retsforfølges af statens domstole, men tvistigheden skulle klares af universitetet selv. Hvis en student deltog i gadeoptøjer, hvad der meget ofte forekom, så kunne bystyret indberette sagen til universitetets konsistorium, som så tog affære. Straffen kunne bestå i påtale, i strengere tilfælde havde universitetet sit eget, private fængsel og i værste fald kunne der blive tale om udstødelse af fællesskabet, altså bortvisning. Kun i tilfælde af manddrab kunne staten skride ind."
Hvis der opstår konflikt mellem mennesker i Danmark, så er det vigtigste, at der så hurtigt som muligt bliver mæglet mellem parterne, og at det gøres af en opmand, som alle involverede har tillid til. Målet er, at konflikten ikke skal eskalere, men tværtimod udredes. Om det gøres af en offentlig domstol, ved privat voldgift, hos imamen eller landsbyens viseste gamling må være underordnet.
Hvis muslimer i Vollsmose foretrækker at løse deres indbyrdes konflikter hos imamen, så fred være med det. Så længe de kan acceptere, at stridigheder med ikke-muslimer eller brud på loven naturligvis ikke kan involvere imamen som autoritetsperson, så er der ingen ko på isen.
Ønsker man det stoppet? Hvis ja, hvorfor? Hvis nej, hvorfor må muslimerne så ikke? Hvad må man i det hele taget i dette samfund, hvis to stridende parter ikke må vælge deres egen mægler?
Dansk historie er faktisk ikke ubekendt med en langt mere vidtgående decentralisering af retsordenen, end den som praktiseres i Vollsmose. Helt ind til Grundloven af 1849 havde Københavns Universitet således sin egen domstol. Som Henrik Gade Jensen skriver (læs ham, man bliver klogere af det!): "Da Københavns Universitet blev stiftet i 1479 fik universitetet samtidig jurisdiktionen over de, der hørte under universitetet. En student kunne ikke anholdes af det daværende københavnske politi, vægterne, for universitetet havde sin egen retsorden. En professor kunne heller ikke retsforfølges af statens domstole, men tvistigheden skulle klares af universitetet selv. Hvis en student deltog i gadeoptøjer, hvad der meget ofte forekom, så kunne bystyret indberette sagen til universitetets konsistorium, som så tog affære. Straffen kunne bestå i påtale, i strengere tilfælde havde universitetet sit eget, private fængsel og i værste fald kunne der blive tale om udstødelse af fællesskabet, altså bortvisning. Kun i tilfælde af manddrab kunne staten skride ind."
Hvis der opstår konflikt mellem mennesker i Danmark, så er det vigtigste, at der så hurtigt som muligt bliver mæglet mellem parterne, og at det gøres af en opmand, som alle involverede har tillid til. Målet er, at konflikten ikke skal eskalere, men tværtimod udredes. Om det gøres af en offentlig domstol, ved privat voldgift, hos imamen eller landsbyens viseste gamling må være underordnet.
Hvis muslimer i Vollsmose foretrækker at løse deres indbyrdes konflikter hos imamen, så fred være med det. Så længe de kan acceptere, at stridigheder med ikke-muslimer eller brud på loven naturligvis ikke kan involvere imamen som autoritetsperson, så er der ingen ko på isen.
