Leder: Somalier-boykot

Taxi-chaufførerne i Kolding har haft så mange dårlige oplevelser med unge somaliske kunder, at de nu ikke længere ønsker at køre med dem

Slettet Bruger,

16/12/2008

Taxi-chaufførerne i Kolding har haft så mange dårlige oplevelser med unge somaliske kunder, at de nu ikke længere ønsker at køre med dem. Det er naturligvis synd for de somaliere, som opfører sig ordentligt, men det bør ikke være en menneskeret at blive transporteret i hyrevogn, hvis ingen chauffører har lyst til at køre en. De, der er tilhængere af udvalgte menneskers lovbestemte pligt til at servicere andre, er tilhængere af lovbestemt slaveri.

Men loven er faktisk sådan. Man må ikke som hverken butiksindehaver, restauratør eller taxi-chauffør afvise folk med den begrundelse, at de har samme etniske udseende som andre, der for en stor dels vedkommende er ubehagelige at have med at gøre. I den hellige antidiskriminations navn har man faktisk pligt til at betjene dem, selvom man ikke ønsker det. Slaveriet eksisterer.

Det er ikke nemt at forstå hvorfor. Alle accepterer f.eks., at prisen på en bilforsikring kan være afhængig af køn og alder på den, der vil forsikres. Forskellen er helt reel, da erfaringen viser, at 19-årige mænd oftere kører galt end 40-årige kvinder. Men det ændrer jo ikke ved, at der også findes 19-årige mænd, som kører eksemplarisk. Surt for dem, men hvis ingen vil tilbyde de unge mænd en forsikring på andre betingelser, så bør de heller ikke kunne tvinges til det.

Man må altså gerne diskriminere på alder og køn, det er de færreste uenige i. Hvorfor så ikke på etnisk herkomst? Når det faktisk forholder sig sådan, at somalierne i Kolding opfører sig markant dårligere end alle andre grupper, når de hyrer en taxa, så bør chaufførerne da også have lov til at nægte dem transport.

Måske kunne det endda føre til lidt selvjustits i de somaliske kredse, hvis ikke alene taxi-chauffører, men også andre sagde nej tak til at servicere dem. Det kunne formentlig bringe de familier, som giver somalierne et dårligt ry, i miskredit hos deres landsmænd. På den måde kunne det udgøre et incitament til at få mere styr på familiens unge medlemmer - for igen at vinde anseelse hos andre somaliere.

Bortdiskriminering er ikke kun af det onde. Det er også en måde at holde de asociale nede på.

Kilde: