Leder: Statsfeminisme

"KVINFO er et landsdækkende informations- dokumentations- og kulturcenter, som formidler kvinde- og kønsforskningens resultater til en bredt intere...

Slettet Bruger,

01/07/2009

"KVINFO er et landsdækkende informations- dokumentations- og kulturcenter, som formidler kvinde- og kønsforskningens resultater til en bredt interesseret offentlighed."

Sådan står der på Kvinfos hjemmeside, og det er på det grundlag, at centeret modtager seks millioner kroner i statsstøtte til driften hvert eneste år - plus alt det løse.

På den baggrund kan man roligt fastslå, at centeret ikke lever op til sin målsætning, når det helt bevidst fravælger al den naturvidenskabelige forskning i menneskets evolution og biologi, som de senere år har givet forklaringer på snart sagt alle tænkelige spørgsmål om generelle observerbare forskelle på mænd og kvinder, ikke kun hvad angår fysik, men også adfærd. Ikke en eneste af de mange medarbejdere hos Kvinfo har en baggrund indenfor f.eks. biologi eller hjerneforskning. Alle er uden undtagelse uddannet indenfor humaniora, samfundsvidenskab eller kommunikation.

Derfor er det heller ikke så sært, at Kvinfo ikke kan give et plausibelt svar, når en journalist ringer og spørger, hvorfor det mon er mænd, som skriver tre ud af fire læserbreve i aviserne: "Jeg tror, at nogle redaktører ubevidst favoriserer mænd," hører vi i stedet fra redaktør Anita Frank Groth fra Kvinfo.

Nå, tror hun det? Hvis hun ville leve op til Kvinfos status som informations- og dokumentationscenter, så kunne hun jo bede aviserne sammentælle, hvor mange læserbreve de får fra mænd og kvinder. Et kvalificeret gæt vil være, at der faktisk er en mindre andel af kvindenavne under de indsendte indlæg end blandt de optagne indlæg. Så der tværtimod sker en favorisering af kvindelige læserbrevsskribenter, fordi aviserne gerne vil være på bølgelængde med deres kvindelige læsere.

Problemet med Kvinfo er, at centeret helst vil tolke enhver forskel på kvinder og mænd i samfundet som udtryk for kvindeundertrykkelse. Det er for det første i overensstemmelse med den feministiske ideologi, som centeret dyrker, og for det andet har man som konstateret fravalgt at have folk med en naturvidenskabelig baggrund tilknyttet, som kunne udfordre ideologien med lidt fakta: At kvinder og mænd ikke opfører sig ens, sådan gennemsnitligt, fordi de faktisk ikke er ens skabt fra naturens hånd. At mænd skriver flere læsebreve end kvinder er ikke redaktørernes skyld, men er et resultat af mænds og kvinders forskellige interesser og ambitioner.

Før Kvinfo anerkender det, er det ikke et "informations- og dokumentationscenter", men en statstøttet ideologisk kamporganisation.

Kilde: