Terrorisme er de fattiges krig, og krig er de riges terrorisme, sagde den nu afdøde britiske skuespiller og verdensmand, Peter Ustinov. Han tog fejl i mangt og meget, men disse ord er værd at dvæle lidt ved i dag.
For 62 år siden, den 6. august 1945 om morgenen, nedkastede et amerikansk B29-fly atombomben "Little Boy" over Hiroshima. Det menes, at mindst 70.000 japanere døde med det samme, og at dødstallet senere steg til over 100.000, hvoraf langt hovedparten var uskyldige civile. Tre dage senere blev også Nagasaki ramt af en atombombe, der kostede et tilsvarende antal mennesker livet.
Da beslutningen om at anvende det nye magtfulde våben blev taget af præsident Harry S. Truman, var modstanden stor hos ledende militærfolk i USA. Den succesrige general for de amerikanske styrker i Europa under Anden Verdenskrig, Dwight D. Eisenhower, blev måneden før spurgt om sit syn på sagen. Han frarådede at gøre brug af atombomben, for - som han senere forklarede - "japanerne var parate til overgivelse, og det var ikke nødvendigt at ramme dem med den frygtelige ting". Den daværende chef for den amerikanske flåde, admiral William D. Leahy, har udtrykt sig endnu klarere: "Ved at være de første, som brugte den, påtog vi os samme etiske standard som barbarerne i den mørke Middelalder. Jeg lærte ikke at føre krig på den måde, og krige kan ikke vindes ved at slå kvinder og børn ihjel."
Mange har siden villet retfærdiggøre nedkastningen af atombomberne over Nagasaki og Hiroshima. Man har anfægtet Eisenhowers og andres overbevisning om, at japanerne var parate til overgivelse. Man har ment, at bomberne reddede tusinder af amerikanske soldater fra den visse død, fordi Japan efterfølgende overgav sig, og en invasion ikke længere var nødvendig.
Den tolkning kan der tales både for og imod, men netop i disse år, hvor den vestlige verden forenes i væmmelse over den tankegang, som ligger bag internationale, islamistiske terroristers angreb og forsøg på angreb på uskyldige civile i vestlige storbyer, må det være på sin plads også at diskutere de værdier, som ligger til grund for sådan et regnestykke med menneskeliv.
Spørgsmålet må være, om selv nok så god en sag kan retfærdiggøre den helt bevidste nedslagtning af hundredetusindvis af uskyldige civile. For terroristerne er der ingen tvivl - målet helliger midlet. Eller man kan ikke lave en omelet uden at knuse æg, som formand Mao udtrykte det, når han slog millioner af sit eget lands indbyggere ihjel. Terroristerne kæmper efter eget udsagn for at få fjernet al vestlig indflydelse i de muslimske lande, og hvis det mål bedst nås ved at sprede død, ødelæggelse og skræk i Vestens civilbefolkninger, så skyr de ikke midlet. Vi i Vesten, der står samlet om at fordømme terroristernes handlinger, burde have andre standarder, og derfor burde der heller ikke være vaklen i geledderne i fordømmelsen af den daværende amerikanske præsidents brug af verdens mest frygtede masseødelæggelsesvåben mod civile japanere.
For 62 år siden, den 6. august 1945 om morgenen, nedkastede et amerikansk B29-fly atombomben "Little Boy" over Hiroshima. Det menes, at mindst 70.000 japanere døde med det samme, og at dødstallet senere steg til over 100.000, hvoraf langt hovedparten var uskyldige civile. Tre dage senere blev også Nagasaki ramt af en atombombe, der kostede et tilsvarende antal mennesker livet.
Da beslutningen om at anvende det nye magtfulde våben blev taget af præsident Harry S. Truman, var modstanden stor hos ledende militærfolk i USA. Den succesrige general for de amerikanske styrker i Europa under Anden Verdenskrig, Dwight D. Eisenhower, blev måneden før spurgt om sit syn på sagen. Han frarådede at gøre brug af atombomben, for - som han senere forklarede - "japanerne var parate til overgivelse, og det var ikke nødvendigt at ramme dem med den frygtelige ting". Den daværende chef for den amerikanske flåde, admiral William D. Leahy, har udtrykt sig endnu klarere: "Ved at være de første, som brugte den, påtog vi os samme etiske standard som barbarerne i den mørke Middelalder. Jeg lærte ikke at føre krig på den måde, og krige kan ikke vindes ved at slå kvinder og børn ihjel."
Mange har siden villet retfærdiggøre nedkastningen af atombomberne over Nagasaki og Hiroshima. Man har anfægtet Eisenhowers og andres overbevisning om, at japanerne var parate til overgivelse. Man har ment, at bomberne reddede tusinder af amerikanske soldater fra den visse død, fordi Japan efterfølgende overgav sig, og en invasion ikke længere var nødvendig.
Den tolkning kan der tales både for og imod, men netop i disse år, hvor den vestlige verden forenes i væmmelse over den tankegang, som ligger bag internationale, islamistiske terroristers angreb og forsøg på angreb på uskyldige civile i vestlige storbyer, må det være på sin plads også at diskutere de værdier, som ligger til grund for sådan et regnestykke med menneskeliv.
Spørgsmålet må være, om selv nok så god en sag kan retfærdiggøre den helt bevidste nedslagtning af hundredetusindvis af uskyldige civile. For terroristerne er der ingen tvivl - målet helliger midlet. Eller man kan ikke lave en omelet uden at knuse æg, som formand Mao udtrykte det, når han slog millioner af sit eget lands indbyggere ihjel. Terroristerne kæmper efter eget udsagn for at få fjernet al vestlig indflydelse i de muslimske lande, og hvis det mål bedst nås ved at sprede død, ødelæggelse og skræk i Vestens civilbefolkninger, så skyr de ikke midlet. Vi i Vesten, der står samlet om at fordømme terroristernes handlinger, burde have andre standarder, og derfor burde der heller ikke være vaklen i geledderne i fordømmelsen af den daværende amerikanske præsidents brug af verdens mest frygtede masseødelæggelsesvåben mod civile japanere.
