Leder: Trænger Søren Pind ikke også til lidt assimilering?

Åh, hvor det det dog hyleskægt, når Venstres Søren Pind på sin blog kræver assimilering af indvandrere! Hvornår mon han vil assimilere sig selv i D...

Slettet Bruger,

04/02/2008

Åh, hvor det det dog hyleskægt, når Venstres Søren Pind på sin blog kræver assimilering af indvandrere! Hvornår mon han vil assimilere sig selv i Danmark anno 2008?!? Søren Pind er jo kulturelt fuldstændig afmarcheret i forhold til normaldanskeren. Det ses til overflod i selvsamme blogindlæg, hvor han også besværer sig over, at han ikke kan høre pigekor i radioen længere, skælder ud på den for næsten alle andre danskere hellige velfærdsstat og begræder, at hans landsmænd ikke er stolte over "dansk industrihistorie" ... Helt ærlig, så meget særling kan man ikke være og samtidig kræve af andre, at de skal assimilere sig!

Søren Pind er reaktionær og tak for det - vi har behov for flere reaktionære i Danmark. For nok er der ting i vores samfund, som er blevet bedre det seneste halve århundrede, men der er sandelig også mange ting, som er blevet værre. Folk klynker for meget over livets genvordigheder i det offentlige rum (forbyd dét i stedet for religiøse symboler!), der er for mange ubehøvlede og ligefrem voldelige mennesker, politikerne bestemmer alt for meget over vores liv og indkomst, danskerne vender sig for tit mod staten for at få løst deres problemer fremfor at gøre noget selv, eftergivende kvindelige værdier har i for høj grad erstattet mere krævende mandlige værdier i vores kultur - der er meget galt. Lidt reaktion kunne være medicinen.

Men hvad med indvandrerne, er de ikke også reaktionære som Søren Pind? I mandagens afstemning spørger vi læserne, om det er nok at integrere indvandrere i Danmark, eller om de også skal assimileres, idet det sidste beskrives som tilegnelsen af "værdier, som er udbredte blandt danskere: Kønnenes ligestilling, demokratisk sindelag, individets autonomi i forhold til familien, seksuel frigjorthed o.s.v." Den opmærksomme læser burde nok kunne se, at disse nutidens typisk danske værdier er fuldstændig identiske med de værdier, som kulturradikale kæmpede for i det 20. århundrede og skaffede så bred anerkendelse, at det i det 21. århundrede er et parti som Dansk Folkeparti, af nogle udråbt som vor tids konservative parti, der kræver dem respekteret af alle, der vil bo i landet. Sekunderet af Søren Pind, ikke at forglemme.

Måske er Pind slet ikke så reaktionær, som vi gerne vil tro om ham. Måske er han bare - når det handler om andet end overfladiske ting som korsang og kendskab til industrihistorie - kulturradikal med 50 års forsinkelse?

Kilde: