Leder: Troels Lund Poulsens principløshed

Slettet Bruger,

23/06/2007

"Som man råber i skoven, får man svar," sagde Troels Lund Poulsen, da han blev spurgt om sin holdning til en meningsmåling, som viser, at 60 procent af danskerne hellere vil have flere ressourcer til sig selv eller familien end velfærdsydelser. Det var ikke en belejlig meningsmåling for Venstre, som for tiden turnerer med et show med det helt modsatte synspunkt, at enhver ekstra krone, som forefindes i statens bugnende kasser, straks skal bruges i den offentlige sektor og aldrig nogensinde på skattelettelser, som netop kunne sikre danskerne ressourcerne til eget forbrug. At Venstre ikke tager imod sådan en meningsmåling med kyshånd er blot endnu en understregning af, hvor langt ude Venstre er i disse år.

Troels Lund Poulsen er i sig selv et fint eksempel på denne kurs. Tilbage i år 2001, inden han kom i Folketinget, skrev han bogen "Tid til forandring", og det var sandelig tid til forandring - men en anden end den han lagde op til i bogen. For her talte han sammen med medforfatter Anders Thomsen for det fordelagtige i at afskaffe folkepensionen, efterlønnen, rentefradraget, transportfradraget, SU'en for hjemmeboende og børnechecken for middelklassen. I et interview blev de to forfattere spurgt, om det ikke bare var ungdommelige tanker, som ville blive glemt den dag, de måtte blive valgt til Folketinget, men det kunne de begge afvise. Anders Thomsen svarede, at bogen netop var skrevet for, at binde forfatterne til, at de faktisk mente de ting, og Troels Lund Poulsen stemte i: "Præcis. Der er jo ikke noget lettere end ikke at sige for meget. Men de ting, jeg nu har skrevet, kan man hænge mig op på." Blandt Troels Lund Poulsens synspunkter dengang var, at der skulle være mindre offentligt leveret velfærd: "Giv dog folk lidt mere ansvar og lad dem bestemme over deres penge selv. Det er den her omklamrende velfærdsstatstanke, at man ikke tror, folk kan tænke selv og tage ansvar for deres eget liv," lød det fra ham.

Det skulle vise sig, at det var for Troels Lund Poulsens holdninger, at det var tid til forandring, for knap et år senere kom han i Folketinget, og i dag kan man ikke hænge ham op på noget som helst væsentligt, som han skrev tilbage i 2001. Og man kniber sig i armen, når man læser disse ord fra bogen: "Begge bekender vi os nemlig ikke til den type politikere, der i højere grad tænker på deres politiske karriere frem for at stå ved deres politiske idéer." Har Troels Lund Poulsen virkelig skrevet det? Er det virkelig samme mand, som om nogen har tilpasset sine holdninger af hensyn til sin karriere som halvstuderet levebrødspolitiker?

Hvordan de gode Venstre-folk i Juelsminde-kredsen, hvor Troels Lund Poulsen er valgt, kan tage ham seriøst og give ham deres stemme, er en gåde for viderekommende. principløs, uberegnelig og fokuseret på intet andet end egen vinding burde ingen kunne være uden at miste andre menneskers tillid.

Kilde: