"Den personlige sundhedstilstand har en klar sammenhæng med ens uddannelse og indkomst. Jo mere uddannet man er, jo mindre syg er man," siger direktør Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og Berlingske Tidende plastrer forsiden til med budskabet. For det er jo
ulighed, det handler om, det her, og hver gang en "ekspert" - måtte han være nok så socialdemokratisk som en cheføkonom fra arbejderbevægelsen - siger dét ord, så farer også journalisterne på de borgerlige aviser til tasterne for at skrive om det store samfundsproblem.
Ja, det er ulighed, men hvilken slags ulighed? Handler det om, at nogle i samfundet er blevet udstyret med et urimeligt privilegie, der tillader, at de kan leve sundt på bekostning af andre? Nej. For det første kan enhver i dette land få en uddannelse, hvis vilje og evner ellers er til stede. For det andet er der ingen grund til at tro, at det er uddannelsen, der får folk til at leve sundt. Der er helt andre kræfter på spil her.
Uddannelse er blot en markør for folks evne og vilje til at planlægge deres liv og tænke langsigtet. Ikke sådan at forstå at alle, der har en uddannelse, også ejer denne evne og vilje, og at alle, der ikke har gået 18 år i skole, ikke gør. Men i gruppen af danskere, der går ud af 10. klasse og ikke har ambitioner om at sidde mere på skolebænken, er der bare en uforholdsmæssig stor andel af mennesker, som kun bekymrer sig om dagen i dag. Det er derfor, de ikke tager en kedelig uddannelse, selvom den kan give dem et mere vellønnet og spændende job, blot to-tre år ude i horisonten. Det er dem, der som børn, hellere tager imod én skumfidus her og nu, hvis de får den tilbudt, end de venter 20 minutter med lovning om, at de så kan få to.
I denne gruppe kan man naturligvis heller ikke stå imod, når man lokkes af fed og velsmagende mad, tobak, alkohol og stoffer. Man kan få det rart i nu'et - at det så på langt sigt er skadeligt, bekymrer man sig mindre om. Derfor lever man mere usundt, og derfor dør man tidligere.
What to do? Der er ingenting at gøre, og det nytter derfor heller ikke noget, at Berlingske Tidende pylrer om ulighed i sundhed på forsiden. Man kan ikke lovgive sig ud af menneskers ulighed i tankeløshed med deres eget liv. De amerikanske erfaringer med alkoholforbudet i 30'erne og de danske med forbud mod hash og narkotiske stoffer viser, at det ikke er muligt at fjerne nogen som helst vare fra et marked, hvor der er efterspørgsel. Og det bliver ikke bedre af, at man erstatter forbud mod det usunde med høje afgifter, så længe der findes en verden på den anden side af landegrænsen, hvor sukker, spiritus og tobak fortsat kan købes til en rimelig pris.
Hvad med bare at erkende, at der er grænser for, hvad man kan bestemme i andre menneskers liv, og at det naturligvis giver mulighed for, at nogen kan opføre sig på en måde, som andre synes er dum? Politikerne vedtager jo heller ikke lovgivning imod, at folk melder sig ind i Enhedslisten, går til astrolog eller får skudt en piercing gennem tungen.
Ja, det er ulighed, men hvilken slags ulighed? Handler det om, at nogle i samfundet er blevet udstyret med et urimeligt privilegie, der tillader, at de kan leve sundt på bekostning af andre? Nej. For det første kan enhver i dette land få en uddannelse, hvis vilje og evner ellers er til stede. For det andet er der ingen grund til at tro, at det er uddannelsen, der får folk til at leve sundt. Der er helt andre kræfter på spil her.
Uddannelse er blot en markør for folks evne og vilje til at planlægge deres liv og tænke langsigtet. Ikke sådan at forstå at alle, der har en uddannelse, også ejer denne evne og vilje, og at alle, der ikke har gået 18 år i skole, ikke gør. Men i gruppen af danskere, der går ud af 10. klasse og ikke har ambitioner om at sidde mere på skolebænken, er der bare en uforholdsmæssig stor andel af mennesker, som kun bekymrer sig om dagen i dag. Det er derfor, de ikke tager en kedelig uddannelse, selvom den kan give dem et mere vellønnet og spændende job, blot to-tre år ude i horisonten. Det er dem, der som børn, hellere tager imod én skumfidus her og nu, hvis de får den tilbudt, end de venter 20 minutter med lovning om, at de så kan få to.
I denne gruppe kan man naturligvis heller ikke stå imod, når man lokkes af fed og velsmagende mad, tobak, alkohol og stoffer. Man kan få det rart i nu'et - at det så på langt sigt er skadeligt, bekymrer man sig mindre om. Derfor lever man mere usundt, og derfor dør man tidligere.
What to do? Der er ingenting at gøre, og det nytter derfor heller ikke noget, at Berlingske Tidende pylrer om ulighed i sundhed på forsiden. Man kan ikke lovgive sig ud af menneskers ulighed i tankeløshed med deres eget liv. De amerikanske erfaringer med alkoholforbudet i 30'erne og de danske med forbud mod hash og narkotiske stoffer viser, at det ikke er muligt at fjerne nogen som helst vare fra et marked, hvor der er efterspørgsel. Og det bliver ikke bedre af, at man erstatter forbud mod det usunde med høje afgifter, så længe der findes en verden på den anden side af landegrænsen, hvor sukker, spiritus og tobak fortsat kan købes til en rimelig pris.
Hvad med bare at erkende, at der er grænser for, hvad man kan bestemme i andre menneskers liv, og at det naturligvis giver mulighed for, at nogen kan opføre sig på en måde, som andre synes er dum? Politikerne vedtager jo heller ikke lovgivning imod, at folk melder sig ind i Enhedslisten, går til astrolog eller får skudt en piercing gennem tungen.
