Danmarks ungdom strømmer til SF's ungdomsorganisation, SFU, som aldrig
før. På lidt under tre år er medlemstallet vokset fra små 1.500 til hele
3.400. Dermed er SFU større end Venstres Ungdom, Konservativ Ungdom,
Dansk Folkepartis Ungdom og Liberal Alliances Ungdom til sammen. Men
hvad er det helt præcist de unge mennesker støtter op om, når de melder
sig ind i SFU?
Hvis man vil kende til SFU's holdninger er det naturligvis oplagt at kigge på ungdomsorganisationens principprogram fra 2008. Det gør dog forfærdeligt ondt i den eftertænksomme del af hjernen at læse mere end bare den allerførste sætning i principprogrammet. Så hvorfor ikke bare tage udgangspunkt i denne: "Hver dag bliver verdens rigeste endnu rigere, mens fattigdommen rammer stadig flere."
Det er en interessant påstand som SFU starter med. Ikke mindst fordi den kløgtige svenske forfatter Johan Norberg i 2001 udgav en gennemarbejdet og veldokumenteret bog ved navn In Defense of Global Capitalism, som rent faktisk viser det modsatte af hvad SFU tror er tilfældet. Bogen fortæller blandt andet, at den fattigste femtedel på kloden i årene 1965 til 1998 oplevede en stigning i indkomst fra 551 til 1137 dollars, altså mere end en fordobling. Bare fra 1990 til 1998 faldt antallet af dem som lever for under 1 dollar om dagen fra 29 pct. til 23,4 pct. Særligt i Asien, som har haft flest økonomiske liberaliseringer, er den ekstreme fattigdom blevet formindsket. 6 ud af 10 asiater levede for under 1 dollar om dagen i 1975, mens det i 1998 kun var 2 ud af 10. Endvidere fortæller bogen, at 38 pct. af befolkningen i udviklingslandene i 1970 var berørt af hungersnød, mens det i 1998 kun var 18 pct. Den globale ulighed, børnedødeligheden og analfabetismen er ifølge Norberg også alle faldet markant siden 1960'erne. Og denne udvikling er ikke noget som Norberg bare hævder (som SFU gør det), da den baseret på officielle tal fra FN's udviklingsprogram UNDP.
Hvis resten af SFU's principprogram forholder sig til virkeligheden på samme tvivlsomme måde som den allerførste sætning er det en tragedie, at ungdomsorganisationen har oplevet en så voldsom vækst i de seneste år. Danmark har nemlig ikke brug for en større samling af hidsige anti-globaliserings-tosser, som effektfuldt kan præge det politiske landskab. De danske politikere skaber problemer nok helt uden hjælp fra skingre socialistiske ungdomsorganisationer.
Man må derfor håbe, at det i virkeligheden bare er Villy Søvndals ungdommelige charme og de mange gode fester som lokker. Så vil de 3.400 unge mennesker måske have lidt lettere ved at droppe den tåbelige barnetro, når de bliver voksne. Når de er parate vil Johan Norberg og co. i hvert fald gerne fortælle dem lidt om virkeligheden:
Hvis man vil kende til SFU's holdninger er det naturligvis oplagt at kigge på ungdomsorganisationens principprogram fra 2008. Det gør dog forfærdeligt ondt i den eftertænksomme del af hjernen at læse mere end bare den allerførste sætning i principprogrammet. Så hvorfor ikke bare tage udgangspunkt i denne: "Hver dag bliver verdens rigeste endnu rigere, mens fattigdommen rammer stadig flere."
Det er en interessant påstand som SFU starter med. Ikke mindst fordi den kløgtige svenske forfatter Johan Norberg i 2001 udgav en gennemarbejdet og veldokumenteret bog ved navn In Defense of Global Capitalism, som rent faktisk viser det modsatte af hvad SFU tror er tilfældet. Bogen fortæller blandt andet, at den fattigste femtedel på kloden i årene 1965 til 1998 oplevede en stigning i indkomst fra 551 til 1137 dollars, altså mere end en fordobling. Bare fra 1990 til 1998 faldt antallet af dem som lever for under 1 dollar om dagen fra 29 pct. til 23,4 pct. Særligt i Asien, som har haft flest økonomiske liberaliseringer, er den ekstreme fattigdom blevet formindsket. 6 ud af 10 asiater levede for under 1 dollar om dagen i 1975, mens det i 1998 kun var 2 ud af 10. Endvidere fortæller bogen, at 38 pct. af befolkningen i udviklingslandene i 1970 var berørt af hungersnød, mens det i 1998 kun var 18 pct. Den globale ulighed, børnedødeligheden og analfabetismen er ifølge Norberg også alle faldet markant siden 1960'erne. Og denne udvikling er ikke noget som Norberg bare hævder (som SFU gør det), da den baseret på officielle tal fra FN's udviklingsprogram UNDP.
Hvis resten af SFU's principprogram forholder sig til virkeligheden på samme tvivlsomme måde som den allerførste sætning er det en tragedie, at ungdomsorganisationen har oplevet en så voldsom vækst i de seneste år. Danmark har nemlig ikke brug for en større samling af hidsige anti-globaliserings-tosser, som effektfuldt kan præge det politiske landskab. De danske politikere skaber problemer nok helt uden hjælp fra skingre socialistiske ungdomsorganisationer.
Man må derfor håbe, at det i virkeligheden bare er Villy Søvndals ungdommelige charme og de mange gode fester som lokker. Så vil de 3.400 unge mennesker måske have lidt lettere ved at droppe den tåbelige barnetro, når de bliver voksne. Når de er parate vil Johan Norberg og co. i hvert fald gerne fortælle dem lidt om virkeligheden:
