Dokumenteret spild af skatteydernes penge i sundhedsvæsenet

LEDER: "I det offentlige effektiviserer man, når man er tvunget til det

Ole Birk Olesen,

30/05/2011

LEDER:

"I det offentlige effektiviserer man, når man er tvunget til det."

Sådan siger direktør for Frederiksberg Hospital Jonatan Schloss i en kommentar til, at personalereduktionerne på en række af landets sygehuse i 2010 har resulteret i kortere ventetider, større tilfredshed hos patienterne og mindre sygefravær hos personalet. Forinden havde personalegrupperne og deres fagforeninger ellers malet fanden på væggen, som de plejer at gøre, men nu har virkeligheden altså indhentet dem.

Det kunne faktisk godt lade sig gøre at effektivisere driften, uden at det gik ud over patienterne. Natuligvis, kan man tilføje. For der er altid ting, der kan gøres bedre, når man er nødt til at se kritisk på sine arbejdsgange.

I den private sektor kommer den slags i det lange løb nærmest af sig selv. De virksomheder, som ikke effektiviserer, hvor der er mulighed for det, vil på et tidspunkt blive udkonkurreret af andre virksomheder, der drives mere omkostningsbevidst.

I den offentlige sektor hænger den trussel ikke over hovedet på hverken ledelse eller ansatte, og der er heller ingen, der kan score en større profit på at optimere produktionen. Derfor tilsiger al lærdom også, at effektiviseringspotentialet er enormt i en offentlig sektor, hvor de fleste institutioner aldrig har været konkurrenceudsatte.

Det er sjældent muligt for udenforstående at pege på de specifikke steder, hvor tingene kan gøres mere hensigtsmæssigt, men som hospitalsdirektøren siger: "I det offentlige effektiviserer man, når man er tvunget til det."

Derfor er det politikernes opgave at lægge det pres på den offentlige sektor. Ledelserne på de enkelte institutioner skal tvinges til at effektivisere, for ellers kommer skatteyderne til at betale alt for meget for alt for lidt.

Her har VK-regeringen svigtet i årene siden 2001. Man har i stedet ladet det offentlige forbrug sejle og bare bevilget penge for at lukke mund på dem, der altid vil være utilfredse - uden at de i øvrigt er ophørt med at være utilfredse. Nedskæringsbeskyldninger har føget regeringen om ørerne samtidig med, at den har brugt løs som en fuld sømand på landlov.

På de Konservatives hjemmeside har man nu i en måned pralet med, at man har tilført sundshedsvæsenet 23 mia. kr. ekstra siden 2001. Nu kan vi konstatere, at en stor del af de penge blev smidt i et stort sort hul til ingen nytte, for patienterne får nu faktisk en bedre behandling, selvom der i 2010 blev skåret ned på overforbruget.

Men de Konservative fik noget for pengene, nemlig mulighed for at profilere sig som et parti, der vil ofre penge på folks sundhed. Dog kun andre folks penge.

Kilde: