LEDER: De Konservative skal ikke gå i regering efter næste valg, lyder det nu fra partiets kommunale bagland.
"Historien viser, at man meget nemt bliver klemt som regeringsparti," siger de Konservatives næstformand og borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler.
Tjo ... Nogle partier gør. De Konservative blev klemt i regeringssamarbejdet med Venstre i 00'erne, og SF bliver klemt i dag.
Men Venstre blev ikke klemt i regeringssamarbejdet med de Konservative i 80'erne, hvor konservative Poul Schlüter var statsminister.
Da Venstre i 1982 gik ind i den regering, havde partiet året forinden overstået et (dårligt) folketingsvalg, hvor det fik 11,3 procents tilslutning. Så gik Venstre lidt frem til 12,1 procent i 1984. Så lidt tilbage til 10,5 procent i 1987. Men derefter begyndte Venstres opstigen - fortsat i regering med en konservativ statsminister - til positionen som Danmarks største borgerlige parti. Ved valget i 1990 var Venstres tilslutning på 15,8 procent, altså en fremgang på 40 procent i forhold til Venstres størrelse, da partiet indledte regeringsdeltagelsen som borgerligt lillebrorparti. To år senere blev Poul Nyrup Rasmussen statsminister, men Venstre havde allerede forinden overhalet Konservative i vælgertilslutning, og fremgangen fortsatte for Venstre i opposition.
Det er altså ingen naturlov, at partier ikke kan markere sig og få fremgang i en regering, hvor de ikke har statsministerposten. Men Det Konservative Folkeparti kan tilsyneladende ikke, og SF kan heller ikke.
Hvorfor?
Det nærliggende svar er, at ledelserne i de to partier bare ikke er lige så dygtige, som Venstres ledelse var i slut-80'erne og start-90'erne. Venstre havde folk som f.eks. Uffe Ellemann-Jensen, Anders Fogh Rasmussen, Bertel Haarder og Thor Pedersen i front. Her kan frontfigurerne i Det Konservative Folkeparti 00'erne og SF i 10'erne måske bare ikke stå distancen og levere samme overbevisende indsats, både når det handler om at bestyre ministerier og at overbevise vælgerne om, at man gør det på et klart holdningsgrundlag.
Og så er det da rigtigt: I den situation er det nok bedst for selv et gammelt og etableret regeringsbærende parti som Det Konservative Folkeparti at tage en periode eller flere uden for regering og forsøge at få styr på sin ledelse igen.
