LEDER: Med statsminister Lars Løkke Rasmussen mulige villighed til at formindske de offentlige udgifter til efterlønnen og til at gennemføre andre reformer, der kan forhindre, at statskassen går fallit i de kommende tiår, tegner den forestående folketingsvalgkamp mellem rød og blå blok igen spændende.
Indtil nu har danskerne kunnet vælge mellem en rød regering, der intet ville gøre for at forhindre marchen mod afgrunden, og en blå blok, der ville gøre stort set lige så lidt. Nu har vi pludselig fået et valg mellem to reelle alternativer. Især fordi det også viser sig, at Dansk Folkeparti hos de blå er betydeligt mere medgørlige, end ledelserne hos Venstre og Konservative overfor deres respektive baglande har påstået, når de gerne har villet dække over deres eget manglende mod ved at skyde skylden på en tredjepart.
Det gør også Margrethe Vestagers opgave med at forklare de Radikales position i rød blok endnu større. I en tid hvor både vælgerne og de Radikale mener, at de økonomiske udfordringer er de væsentligste, som dansk politik står overfor, skal hun som partileder forsvare, at de Radikale hellere vil danne regering med Thorning-Schmidt og Søvndal, som nægter at følge en eneste væsentlig anbefaling fra landets økonomiske eksperter, end de vil være med i den borgerlige lejr, hvor alle partierne nu synes enige om, at der skal gøres noget.
Den nød kan Vestager ikke knække. Hun må enten opgive de Radikales hidtidige standpunkt om, at reformvejen er den rette for landet - eller hun må løsrive sig fra de røde. Alt andet er utroværdigt.
Dermed kan Lars Løkke Rasmussen med sine reformtanker ikke kun sikre sig ny opbakning fra midtervælgere, der bekymrer sig om økonomien, men som hidtil ikke har kunnet se nogen grund til at flytte deres kryds fra oppositionen til regeringen og dens støttepartier. Han kan også drive en kile ned i det parlamentariske samarbejde mellem Socialdemokraterne og SF på den ene side og de Radikale på den anden side.
Godt du endelig fandt ud af det, hr. statsminister!
