LEDER: Margaret Thatcher døde mandag, 87 år gammel. At dø i den alder er ingen tragedie, men et livsvilkår og en begivenhed, som man i tilfældet Thatcher i stedet bør bruge til at mindes alt det gode, hun stod for. Alt det, som vi i dag kan lære af.
Margaret Thatcher var en enestående politisk leder, som benyttede de chancer, som et Storbritannien i økonomisk krise bød på, til at gennemføre liberale reformer, som politiske ledere i andre lande ikke har turdet røre med en ildtang, skønt mange af dem har vidst, at det ville have været til deres lands bedste.
Margaret Thatcher stækkede fagforeningernes magt, hvor fagforeningerne var blevet stater i staten, hun privatiserede underskudsgivende statsejede virksomheder, hun begrænsede de offentlige udgifters andel af økonomien fra cirka 46 pct. af BNP til cirka 39 pct. af BNP, hun lod mere end million beboere i socialt boligbyggeri købe deres bolig, og hun skabte forudsætningerne for en genrejsning af Storbritanniens økonomi og af Storbritannien som et hele.
Alt dette kunne hun gøre, fordi hun ville, og fordi hun havde rygraden til at kæmpe og argumentere for sin politiks rigtighed i stedet for at luske omkring i tilsyneladende skamfuldhed over ikke at være socialist, som så mange borgerlige både før efter hende har gjort og fortsat gør.
I Danmark så vi omvendt i Thatchers regeringstid en Schlüter-regering, som øgede skattetrykket med 5 procentpoint, og senere en Fogh-regering, som øgede det offentlige forbrug til Danmarksrekord-niveau.
I Fogh-tiden lød mantraet, at man ikke både kunne være i regering og føre en liberal økonomisk reformpolitik. Thatcher beviste, at det er usandt, for det kan man faktisk godt. Hvis bare man er dygtig nok.
