LEDER: Når et parti - anført af en leder, som ikke gør en forskel, fordi hun ikke ved, hvordan man gør det - ikke kan finde sin egen eksistensberettigelse, så er det på tide at nedlægge partiet. SF er sådan et parti.
Der er ingen vælgergrupper, som har brug for SF. Partiets hidtidige kernevælgere blandt skyklapudstyrede offentligt ansatte og modtagere af overførselsindkomst kan ikke leve med, at SF som konsekvens af dets indtræden i regeringen nu om stunder kun kan foreslå en politik, som faktisk kan gennemføres i den virkelige verden. Disse vælgere får nu deres skud virkelighedsfornægtelse ved at tilslutte sig neokommunisterne i Enhedslisten.
SF's mission er derfor i dag begrænset til at skaffe smør på brødet til de levebrødspolitikere, som tjener deres dagløn ved at repræsentere SF i diverse folkevalgte forsamlinger. De er de eneste, som får noget ud af, at SF eksisterer.
Mest tydeligt kunne det ses i weekenden, da partiformand Annette Vilhelmsen af to DR-journalister blev spurgt, hvilken forskel SF egentlig gør i regeringen. Hvilke af regeringens lovforslag og initiativer ville ikke være gennemført, hvis SF ikke havde været med i regeringen, ville de gerne vide. Efter lidt snik-snak fra Vilhelmsen endte seerne med at få at vide, at det vist nok kunne begrænses til en elektrificering af jernbanenettet.
Om den elektrificering virkelig ikke ville blive gennemført uden SF som regeringsparti, er det tilladt for alle at tvivle på. For nuværende er der vel cirka 3,8 procent af danskerne, som både tror på det og tillægger det så stor betydning, at de vil give deres stemme for det.
