Sass synes, det er interessant, at et flertal vil have højere boligskat - kun for sjov?

LEDER: Onsdag sagde Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, til Information, at han godt kunne tænke sig at fratage de dagblade...

Ole Birk Olesen,

27/05/2011

LEDER: Onsdag sagde Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, til Information, at han godt kunne tænke sig at fratage de dagblade, der udgives på et borgerligt værdigrundlag, deres statsstøtte. Torsdag morgen gentog han budskabet overfor berlingske.dk:

"Jeg synes, at det er ejendommeligt, at man skal blive ved med at støtte aviser, som udkommer med den ene holdning efter den anden om, at man betaler for meget i skat i Danmark, at det frie marked står over alt andet, og der derfor ikke er nogen grund til at have statsstøtte, når de aviser nu selv i massivt omfang er på støtten. Det, synes jeg, er temmelig problematisk."

Men torsdag eftermiddag trak Henrik Sass Larsen så i land. Det hele var blot en vits, lod han meddele til politiken.dk.

Var det mon så også en morsomhed, da Sass til berlingske.dk sagde disse ord om avisens dækning af vælgernes manglende tiltro til, at Socialdemokraterne vil undlade at forhøje boligskatterne:

"Tallene viste jo også, at der er et flertal af vælgerne, som går ind for øget boligskat. Det synes jeg faktisk var en mere interessant historie. Den skrev man jo ikke. Man skrev i stedet, at man mente, at S havde et problem, og så undlod man at skrive, at hvad der rent faktisk var resultatet af Gallups undersøgelse: Nemlig at et flertal rent faktisk bakkede op om at øge boligbeskatningen. Jeg synes, at det er et eksempel på, hvordan man også ser en stigende tendens til - også i den redaktionelle dækning - at man har bias i forhold til at man redigerer ud fra en højreorienteret synsvinkel."

Hvorfor synes Socialdemokraternes politiske ordfører og mulige kommende finansminister, at det er en "interessant historie", at et flertal af vælgerne går ind for øget boligskat? Er Socialdemokraterne ikke imod?

Hvorfor mener Henrik Sass Larsen, at det er udtryk for en "højreorienteret synsvinkel", at man er knap så interesseret i den historie? Er det fordi, han som socialdemokrat i virkeligheden er glad for dette tilsyneladende flertal?

Det er ikke så sært, at kun 27 procent af danskerne tror på de rødes løfte om at holde boligskatterne i ro.

Kilde: