LEDER: På dagbladet Politiken er man gået på jagt efter yngre venstreorienterede, som kan sætte en dagsorden i den offentlige debat. Man har ledt, fortæller opinionsredaktør Per Michael Jespersen i en kombination af et debatindlæg og en annonce, men man har ikke fundet dem, hvorimod Jespersen har nemt ved at opremse yngre meningsdannere af borgerligt tilsnit, som markerer sig.
Man fornemmer den undren, som ligger bag: Hvorfor findes de venstreorienterede ikke?
Svaret ligger faktisk lige for. Den indignerede debattør, som vitterligt har noget på hjerte, og har nemt ved at tanke brændstof til nye udfald mod tidens dårskab, må have noget at være imod. Han eller hun må ikke kunne skue ud over sit samfund og tænke, at det nu faktisk ser ganske godt ud, at det i det store og hele er et smukt bygningsværk, som forfædrene der har skabt, og at det højst trænger til lidt finpudsning i hjørnerne. Det er ikke en sindstilstand, som skaber den vrede, den hovedrysten eller den undren, som afføder det nødvendige glødende engagement på vegne af en idé om en bedre måde at føre politik på.
Men det er faktisk sådan de venstreorienterede tænker, når de analyserer det danske samfund. De smiler bredt, når de f.eks. ser en af de talrige og tilbagevendende artikler, som udnævner danskerne til at være verdens lykkeligste folk. "Ja, det er også rigtigt," tænker den unge venstreorienterede, "ingen lande har gjort det så godt, som os". Og hvad er der så at fare i blækhuset med? Hvad skulle motivere det? Påstandene om, at landets på papiret borgerlige regering er ude på revolutionere det socialdemokratiske samfund, har de ældre venstreorienterede allerede forsøgt sig med, men ingen troede dem, for det var jo ikke sandt. Det var en desperat jagt på en sag, ikke en kamp for en virkelig sag.
Anderledes med den række af fortrinsvis liberale navne, der for tiden gør sig bemærket i Debatdanmark. Fra de åbner avisen om morgenen, til de slukker for Deadline på DR2 om aftenen, lytter de til synspunkter, og hører de om vedtagne love, som bekræfter dem i, at det generelt går i den forkerte retning, og at nogen må råbe politikere og medborgere op, hvis der skal laves om på det.
Og så gør de det bare. På egen hånd, fordi de ikke kan lade være. Helt uden at de skal opfordres af en annonce til det.
