24-års regel skaffer flere en uddannelse

Slettet Bruger,

28/09/2007

Når unge mænd med indvandrerbaggrund ikke skal tjene penge til familien, så passer de studierne i stedet. En ny undersøgelse fra AKF, Anvendt Kommunal Forskning, viser at frafaldet af mænd med især tyrkisk og pakistansk baggrund er reduceret væsentligt siden 24-års reglen trådte i kraft.

"Frafaldet er mindsket med 20 procent blandt de mænd, som ville have giftet sig, hvis 24-års-reglen ikke havde forhindret dem i det," siger professor Helena Skyt Nielsen fra AKF til Radioavisen.

"Det er næsten lige meget, hvordan vi vender og drejer det, så bliver resultatet det samme, nemlig at mænd med indvandrerbaggrund, der gifter sig med en familiesammenført ægtefælle, klarer sig dårligere i uddannelsessystemet og bliver dårligere integreret," fortsætter hun.

Når først de unge bliver gift med en familiesammenført ægtefælle, så er det nemlig fristende at forlade studiet til fordel for at kunne forsørge familien, forklarer Helena Skyt Nielsen, hvis undersøgelse vækker glæde hos undervisningsminister Bertel Haarder.

"Jeg vil ikke kalde det en sidegevinst. Det er hovedgevinsten. Formålet med 24-års-reglen var lige præcis at sikre, at man kan nå at få en uddannelse, før man eventuelt skal hjem og giftes," siger Haarder, der jo tidligere stod i spidsen for Integrationsministeriet.

Integrationskonsulent tvivler på undersøgelsen
Manu Sareen er medlem af Borgerrepræsentationen i København og arbejder til daglig som integrationskonsulent. Han er en kende mere skeptisk over for undersøgelsen.

"Siden 2003 og 2004 har man jo gjort en kæmpe indsats på ungdomsuddannelserne for at få minoritetselevertil at blive på deres uddannelser, og jeg tror lige så meget, at det er den indsats, der spiller ind," mener Sareen, der ikke er den store tilhænger af reglen.

"Vi går rundt og siger til dem, at de er danskere. Vi går rundt og siger, de er lige for lovgivningen. og deres svar til mig og til andre, det er: Jamen, hvorofr er der så en lovgivning, der er rettet lige mod os," mener Manu Sareen.

[email protected]

Kilde: