Amnesty bruger tilhænger af dødsstraf i kampagne mod tortur

Slettet Bruger,

27/06/2007

Støtte til dødsstraf og modstand mod demokrati er ingen hindring for at være med i en Amnesty-kampagne. Ruhal Ahmed har siddet i fangelejren Guantánamo i to et halvt år, og er i øjeblikket på rundrejse i Danmark for at fortælle om sine oplevelser med tortur. Men på et pressemøde gav den britiske muslim udtryk for nogle synspunkter, som ligger langt fra Amnestys kamp for menneskerettigheder.

"Det er ikke rigtigt, når folk siger, at afghanske kvinder bliver tvunget til at gå med burka. Kvinderne vælger selv burkaen," sagde Ruhal Ahmed ifølge Politiken.

Han mener desuden, at Talebanstyret i Afghanistan "behandlede folk godt" og han går ind for dødsstraf til pædofile, voldtægtsmænd og mordere. I øvrigt mener han, at Vesten skulle have holdt sig væk fra Eksjugoslavien og Mellemøsten og i stedet acceptere, at muslimer ikke nødvendigvis har lyst til at leve i demokratiske samfund.

Flytter fokus
I Sverige ryster den svenske afdeling af Amnesty Internationational på hovedet over deres danske søsterorganisations valg.

"Det er bestemt ulykkeligt, at en Amnesty-repræsentant bakker op om Taleban-regimet og dødsstraf. Nu flyttes fokus fra det, kampagnen skulle handle om," siger pressechef Elisabeth Löfgren til den svenske avis Aftonbladet.

Altid forkert at udsætte folk for tortur
Den danske Amnesty-afdeling pointerer, at Ruhal Ahmed ikke er valgt, fordi man er enig i hans holdninger.

"Folk, der har været udsat for menneskerettighedskrænkelser, er ikke altid gode mennesker eller folk, som vi er enige med. Men det forringer ikke deres ret til ikke at blive udsat for tortur. Det er forkert at udsætte mennesker for tortur, uanset hvem de er, hvad de mener og hvad de har gjort," siger generalsekretær i Amnesty International, Lars Normann Jørgensen, til Politiken og fortsætter:

"Vi må slå fast, at han ikke er inviteret for at repræsentere nogle synspunkter. Han har i over to år været udsat for meget voldsom tortur på Guantánamo, og det er derfor, han er her."

mkr

Kilde: