Autonome afviste brutalt konservative politikere

Det såkaldte ungdomshus på Dortheavej i København er fortsat lukket land for alle andre end de autonome

Slettet Bruger,

08/07/2008

Det såkaldte ungdomshus på Dortheavej i København er fortsat lukket land for alle andre end de autonome. To konservative lokalpolitikere, Rasmus Jarlov og Jakob Næsager, ønskede at deltage aktivt i det første fællesmøde, det såkaldte mandagsmøde. Men de blev brutalt afvist ved indgangen, skriver Jyllands-Posten.

De to politikere ville fortælle om naboernes modstand mod autonomhuset, samt høre, hvad de venstreekstremes planer med huset er. Men beboerne i det kommunalt finansierede hus ønskede ikke at lytte til kritik.

"Først var begrundelsen, at vi var konservative. Derefter måtte vi gerne komme ind, men det skiftede så hurtigt igen til, at vi ikke måtte komme ind, før man på mandagsmødet havde besluttet om vi måtte komme ind. Det endte med, at vi ikke måtte komme ind, fordi fonden bag Ungdomshuset havde besluttet, at kun de, der var aktive, måtte komme ind før den officielle åbning tirsdag," siger Rasmus Jarlov til Jyllands-Posten og fortsætter:

"Vi måtte så desværre gå igen, efter at vi ved indgangen var blevet brutalt afvist og bla. skubbet hårdt i ryggen og fået smidt vand på os."

Forbudt mandagsmøde
Rasmus Jarlov pointerer, at en grundlæggende betingelse for at få kommunal støtte, er, at huset er åbent for alle. Han undrer sig over afvisningen.

"Vi mødte op til mandagsmødet, fordi Ungdomshuset ingen kontaktpersoner eller officielle repræsentanter har. De siger selv, at man skal henvendes sig på mandagsmødet, fordi det er der beslutningerne bliver truffet, men da vi gjorde det, blev vi afvist. Det er synd," siger han til Jyllands-Posten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ungdomshusets pressegruppe. Ungdomshuset holder åbent hus tirsdag.

[email protected]

Kilde: