Barfoed tror på flere skattelettelser

Slettet Bruger,

18/09/2007

Det kaos, der omgav regeringens skatteforlig med Dansk Folkeparti, får ikke den nyudnævnte konservative skatteordfører til at drosle ned for ambitionerne. Den langsigtede vision hedder stadig en marginalskat på 50 procent, mens partiet på kort sigt satser på skattelettelser allerede i næste valgperiode.

"Det, vil jeg da bestemt tro, er realistisk, for man skal huske, at skattelettelser skaber mere velfærd, fordi det bidrager til at øge arbejdsudbuddet og gør, at der er flere, der kan producere værdier - indtjening - i danske virksomheder. Og det er det, det i høj grad drejer sig om," siger Barfoed til Ritzau.

I dagens Børsen kalder politisk kommentator Henrik Qvortrup valget af Barfoed for et "stærkt signal" om, at de Konservative ikke har tænkt sig at bøje nakken og lade Venstre og særligt Dansk Folkeparti lægge en dæmper på lysten til lettelser.

"Hvis der er nogen, der eksisterer et modsætningsforhold imellem, så er det Pia Kjærsgaard og Lars Barfoed," siger Qvortrup blandt andet med henvisning til DF´s centrale rolle i fyringen af Barfoed som familie- og forbrugsminister.

Barfoed erklærer selv, at det vigtigste er, at der bliver gennemført skattelettelser, ikke hvem der gennemfører dem.

"Det er ikke afgørende, hvem vi samarbejder med. Vi har jo netop gennemført skattelettelser sammen med Dansk Folkeparti, og det er vi meget tilfredse med," siger Lars Barfoed.

Skatteordføreren afviser ikke, at Det konservative Folkeparti vil have skat som et centralt emne i næste valgkamp.

[email protected]


Kilde: