Barmutter får hjælp af gæsterne til at betale rygebøder

Slettet Bruger,

19/10/2007

Opfindsomheden er stor hos danske værtshusejere, når det gælder om at omgås regeringens rygeforbud. Således beretter Jyllands-Posten om Café Falken i Holbæk, hvor gæsterne kan ryge så meget de vil, hvis blot de lægger to kroner i caféens "røgbøtte". Pengene skal bruges til at betale bøden, når Arbejdstilsynet kommer forbi for at håndhæve rygeforbuddet. Ejer Bente Rasmussen ser røg-bøtten som et nødvendigt skridt for at holde på kunderne.

"Værtshus, bajer og smøger hører sammen. Det må du da indrømme. Sådan er det. Hvis jeg skulle forbyde mine gæster at ryge, ville de blive væk, så måtte jeg hurtigt dreje nøglen om, og skulle jeg jo forsørges af det offentlige. Det giver ingen mening," siger hun til Jyllands-Posten.

Populære røgbøtter
Selvom rygeforbuddet kun er to måneder gammelt, har Bente Rasmussen allerede 3.279 kr. i bøtten. Og det er mere end nok til at betale bøden på 2.000 kr., som hun vil få, når kontrollanterne gæster de tilrøgne lokaler.

Ifølge Arbejdstilsynet er Bente Rasmussen ikke den eneste, der har fået den idé.

"Vi er bekendte med, at der er værtshuse, som ligefrem samler ind til bøderne. Men det er ikke rigtigt, når de siger, at reglerne er uklare. Vi har endda skrevet en guide på vores hjemmeside, som man kan læse, hvis man er i tvivl om, hvorvidt man er omfattet af rygeloven," siger Tanja Krabbe, projektleder på rygeforbuddet hos Arbejdstilsynet, til Jyllands-Posten.

"Opgiv loven"
Første gang værtshusejerne bliver grebet i at overtræde forbuddet, vanker der en bøde på 2.000 kr. Hvis værtshuset stadig ikke bliver røgfri, vokser beløbet til 5.000 kr. og tredje gang må ejerne til lommerne efter 10.000 kr. Det skræmmer dog ikke Bente Rasmussen.

"Jeg bliver ved med min røgbøtte. Og jeg tror, at flere vil følge efter, indtil de indser, at man må opgive den lov."

[email protected]

Kilde: