Bendtsens bagland vil have flere skattelettelser

Slettet Bruger,

26/09/2007

Af Ole Birk Olesen

De Konservative har ifølge partiledelsen vundet en stor sejr med den skattepakke, som regeringen har aftalt med Dansk Folkeparti. Men i baglandet stiller man sig langt fra tilfreds. Således handler tre ud af ni indstillinger til partiets landsråd i weekenden om, at skatten på indkomst må sættes yderligere ned.

"Det Konservative Folkeparti tager afstand fra Karl Marx' tanker om skat efter en stærkt stigende skala," lyder de indledende ord i indstillingen fra den københavnske Sundbyvester-kreds, som uddyber: "Ved at sænke skatten på arbejde kan vi skabe flere job og samtidig belønne dem, som gør en ekstra indsats. Det er først og fremmest folks egen indsats, som skaber tryghed og gode kår. De stegte duer kommer jo ikke af sig selv."

Sundbyvester-kredsen vil derfor pålægge partiledelsen den målsætning, at "antallet af borgere, der betaler top- og mellemskat, i næste valgperiode skal halveres".

Topskat skal væk hurtigst muligt
De Konservative i Taastrup-kredsen vil gå mere målrettet efter topskatten alene.

"Den konservative målsætning er fortsat, at ingen skal betale mere end 50 procent i skat af den sidst tjente lønkrone. Det betyder, at topskatten, der p.t. betales af alle med en månedsløn på omkring 27.000 kroner, skal afvikles hurtigst muligt. Der er intet samfundsøkonomisk argument for at straffe knap hver anden fuldtidsbeskæftiget dansker med denne 'rigmandsskat'," kan man læse i de Taastrup-delegeredes indstilling.

I Gladsaxe ønsker Bendt Bendtsens bagland, at der gennemføres en større reform, som ikke alene afskaffer topskatten, men også en række fradragsmuligheder, og som øger bundfradraget.

"Med et skattesystem med et højt bundfradrag vil der ikke være brug for offentlige ydelser i samme omfang som i dag, da den enkelte via det høje bundfradrag vil have en tilstrækkelig indkomst til at sikre sig selv og sin familie en rimelig levefod. Det betyder, at borgere, der i dag modtager offentlige ydelser, ikke har behov for at modtage disse, da de med deres egen indkomst vil have et tilstrækkeligt rådighedsbeløb til at sikre sig selv og deres familie en rimelig levefod," lyder det i Gladsaxes indstilling.

Det er SF og S, der vil beskatte de lavtlønnede
Til 180Grader.dk fortæller folketingskandidat Henrik Sørensen fra Gladsaxe-kredsen, at deres forslag vil føre til en skattelettelse for en almindelig kassedame på 30-40.000 kroner.

"Folk, der tjener under fattigdomsgrænser bør som udgangspunkt ikke betale skat. Det er jo faktisk det, SF og Socialdemokratiet ønsker," siger Henrik Sørensen.

Oven i det stiller Konservativ Ungdom med et forslag om maksimalt 50 procent registreringsafgift på biler. De nuværende 180 procent på almindelige personbiler kaldes i de ungkonservatives indstilling slet og ret en "misundelsesskat".

[email protected]

Kilde: