Danmark har i flere årtier sendt milliarder ned til Afrika for at hjælpe ulandene ud af fattigdom. Hvor har pengene så gjort mest nytte? Nok ikke i Afrika, men hos velmenende vesterlændinge, der bliver varme om hjertet ved at have gjort en god gerning. Sådan lyder det provokerende budskab fra en svensk økonom, beretter Berlingske Tidende.
Pär Krause har skrevet "Det svenske biståndsberoendet" ("Den svenske bistandsafhængighed"), der har vakt furore i hjemlandet. I bogen peger han på, at 10.000 svenskere er helt eller delvis økonomisk afhængige af bistandsindustrien, der årligt fordeler og bruger 30 mia. svenske kr. på at bekæmpe fattigdom rundt omkring i verden.
"I Sverige - og formentlig også i Danmark - er det sådan, at penge søger projekter i stedet for, at projekter søger penge. Bistandsindustrien har vendt logikken på hovedet og skabt en økonomisk, politisk og psykologisk afhængighed i Sverige. Jeg har skrevet denne bog til de svenske skatteydere, fordi jeg synes, de skal være klar over de mekanismer, der udløser stadig flere af deres penge til meget tvivlsomme projekter rundt omkring i den tredje verden," siger Pär Krause til Berlingske Tidende.
Hjælp går til militæret
Christian Bjørnskov, der er lektor i nationaløkonomi på Handelshøjskolen i Aarhus, bekræfter, at ulandsbistandens positive effekter i modtagerlandene er til at overse. Han peger på en ny analyse fra Oxford, der viser, at i det gennemsnitlige uland bruges 11 pct. af hjælpen på militærudgifter, uanset hvordan ulandshjælpen gives.
"De to forskere har behandlet sammenhængen mellem bistand og militærudgifter. Godt nok forsøger de rige lande at give mindre ulandshjælp til lande, der øger deres militærudgifter, men det hjælper ikke. Hele 11 pct. af bistanden ender som militærudgifter, i nogle lande endnu mere, og det er en af de store, uforudsete og stærkt uønskede bivirkninger," siger Christian Bjørnskov.
"Bistandsfaglig osteklokke"
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) undrer sig over, at "der i den bistandsfaglige osteklokke er en udbredt opfattelse af, at det eneste succeskriterium for dansk bistand er, at den er verdens største." Alligevel ser hun ikke noget problem i, at danske bistandskroner går til at købe krudt og kugler i Afrika.
"Lande har en legitim ret til et forsvar. Vi giver ikke generel budgetstøtte i lande, hvor udgifter til forsvar og politi efter vores opfattelse er urimelige. Og når vi giver budgetstøtte sker det på baggrund af en grundig dialog med landene om, hvor prioriteterne ligger. Der bliver ikke blindt udskrevet checks fra dansk side," siger hun til Berlingske Tidende.
Pär Krause har skrevet "Det svenske biståndsberoendet" ("Den svenske bistandsafhængighed"), der har vakt furore i hjemlandet. I bogen peger han på, at 10.000 svenskere er helt eller delvis økonomisk afhængige af bistandsindustrien, der årligt fordeler og bruger 30 mia. svenske kr. på at bekæmpe fattigdom rundt omkring i verden.
"I Sverige - og formentlig også i Danmark - er det sådan, at penge søger projekter i stedet for, at projekter søger penge. Bistandsindustrien har vendt logikken på hovedet og skabt en økonomisk, politisk og psykologisk afhængighed i Sverige. Jeg har skrevet denne bog til de svenske skatteydere, fordi jeg synes, de skal være klar over de mekanismer, der udløser stadig flere af deres penge til meget tvivlsomme projekter rundt omkring i den tredje verden," siger Pär Krause til Berlingske Tidende.
Hjælp går til militæret
Christian Bjørnskov, der er lektor i nationaløkonomi på Handelshøjskolen i Aarhus, bekræfter, at ulandsbistandens positive effekter i modtagerlandene er til at overse. Han peger på en ny analyse fra Oxford, der viser, at i det gennemsnitlige uland bruges 11 pct. af hjælpen på militærudgifter, uanset hvordan ulandshjælpen gives.
"De to forskere har behandlet sammenhængen mellem bistand og militærudgifter. Godt nok forsøger de rige lande at give mindre ulandshjælp til lande, der øger deres militærudgifter, men det hjælper ikke. Hele 11 pct. af bistanden ender som militærudgifter, i nogle lande endnu mere, og det er en af de store, uforudsete og stærkt uønskede bivirkninger," siger Christian Bjørnskov.
"Bistandsfaglig osteklokke"
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) undrer sig over, at "der i den bistandsfaglige osteklokke er en udbredt opfattelse af, at det eneste succeskriterium for dansk bistand er, at den er verdens største." Alligevel ser hun ikke noget problem i, at danske bistandskroner går til at købe krudt og kugler i Afrika.
"Lande har en legitim ret til et forsvar. Vi giver ikke generel budgetstøtte i lande, hvor udgifter til forsvar og politi efter vores opfattelse er urimelige. Og når vi giver budgetstøtte sker det på baggrund af en grundig dialog med landene om, hvor prioriteterne ligger. Der bliver ikke blindt udskrevet checks fra dansk side," siger hun til Berlingske Tidende.
