Bondams knæfald møder kritik

Slettet Bruger,

13/06/2007

Selvom Ungdomshuset blev ryddet for flere måneder siden, er muren om kring Assistens Kirkegård stadig skæmmet af voldsforherligende graffiti. Flere borgere har bedt om at få muren renset, men teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) vægter hensynet til venstreekstreme hærværksmænd højere.

I et læserbrev i Politiken i går gav Bondam borgerne principielt ret i, at muren trænger til at blive renset, og fortsætter:

"... men der er også et hensyn at tage til alle dem, der stadig slikker sår efter rydningen af Ungdomshuset ..."

Radikalt knæfald
Bondams eftergivenhed møder kritik fra Venstres leder i København, kulturborgmester Martin Geertsen, der kalder det "et rent knæfald for gadens parlament":

"Det kan ikke være rigtigt, at der skal tages mere hensyn til de unge, der længe har vandaliseret en hel bydel, end til borgerne på Nørrebro," siger han til Nyhedsavisen.

Butiksindehaverne på Nørrebro griber sig også til hovedet over Bondams beslutning. Anni Svenningsen, der i 21 år har haft pølsevogn på Nørrebros Rundel, tæt på Jagtvej 69, kalder det et udtryk for "misforstået blødsødenhed":

"Du må godt citere mig for, at han er en idiot"
"Det er noget vås at sige. Hvorfor skal der tages mere hensyn til de unge end til mig? Hver eneste gang jeg har åbent om aftenen, må jeg vaske min pølsevogn ren for graffiti. De kommer endda og maler på den, mens jeg står og arbejder. Og der er jo ingen pæn graffiti mere. Det er sorte streger og navne det hele. Klaus Bondam har alt for travlt med at profilere sig selv i stedet for at passe sit job og løse vores problemer. Du må godt citere mig for, at han er en idiot."

Formanden for Nørrebros Handelstandsforening, Johnny Meyer, er enig.

"Det skriger jo til himlen, at han først og fremmest vil tage hensyn til de unge. Det er et vanvittigt argument, for efter min mening vil både de unge, borgerne og de erhvervsdrivende gerne have ryddet op."

Bondam vil ikke kommentere kritikken, men vil ifølge læserbrevet få renset muren efter sommer.

mkr

Kilde: