Borgerlig professor: Danmark skal ud af EU

Slettet Bruger,

18/12/2007

Af Ole Birk Olesen

Listen over markante borgerlige danskere, som ser med skepsis på EU, vokser i disse år. I går meldte Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen sig på banen som modstander af dansk deltagelse i eurosamarbejdet, og han får radikalt følgeskab af professor i statskundskab, CEPOS-stifter og skribent i Berlingske Tidendes Groft Sagt-spalter Peter Kurrild-Klitgaard, der ligefrem leger med tanken om, at Danmark bør melde sig helt ud af EU.

"Givet EU's nuværende set-up og udviklingstendenser vil jeg formodentlig være tilhænger af at melde Danmark ud af EU (hvis det ellers var muligt)," skriver Peter Kurrild-Klitgaard i en kommentar på bloggen, punditokraterne.dk.

Tidligere har bl.a. også CEPOS-stifter og medlem af regeringens demokratikanonudvalg David Gress, den borgerlige debattør Mikael Jalving, den konservative litterat Kasper Støvring og historikeren Bent Jensen meldt sig på banen som markante borgerlige skeptikere eller ligefrem modstandere af fortsat politisk integration af medlemslandende i EU-samarbejdet.

Dermed står statsminister Anders Fogh Rasmussen formentlig med mindre opbakning fra betydende borgerlige kredse, når han efter planen vil forsøge at få bl.a. det danske forbehold over for eurosamarbejdet afskaffet ved en folkeafstemning, end Poul Nyrup Rasmussen havde tilbage i år 2000. Dengang endte det med et nej.

[email protected]

Kilde: