CEPOS: Afskaf 24-årsreglen

Regeringens udlændingepolitik er bedre end den, som blev ført af Nyrups SR-regering i 90'erne, mener forskningschef Geert Laier Christensen fra tæn...

Slettet Bruger,

05/12/2008

Regeringens udlændingepolitik er bedre end den, som blev ført af Nyrups SR-regering i 90'erne, mener forskningschef Geert Laier Christensen fra tænketanken CEPOS ifølge Berlingske Tidende, men EU's Metoc-dom, som tillader alle med lovligt ophold i et andet EU-land at komme til Danmark, underminerer den. Derfor står danske politikere nu med to muligheder:

Enten følger vi Dansk Folkepartis Søren Krarups tanker og melder os ud af EU, da det på sigt ikke er muligt at forene EUs liberale indvandringspolitik med den stramme danske. Eller også åbner vi for grænserne, men lukker for de offentlige kasser, så det ikke bliver interessant at komme til Danmark og leve af overførselsindkomster.

"Vi har suverænt det dårligste system til integration. Det er det, der er problemet. Det løste regeringen og Dansk Folkeparti ved at indføre 24-årsreglen. Men hvis man løser integrationsproblemerne på en mere langsigtet og holdbar måde, så behøver vi ikke 24-årsreglen," siger Geert Laier Christensen til Berlingske Tidende.

I stedet for den stramme kontrol med, hvem der må bo i Danmark, foreslår CEPOS et optjeningskrav, hvor udlændinge skal have haft arbejde i Danmark i syv år, før de får ret til at modtage sociale ydelser som f.eks. førtidspension, dagpenge og børnepenge. Og dette krav skal gælde for alle, altså også danskere.

"Problemet er, at man ikke i særlig stort omfang må lave separate regler for danske statsborgere og indvandrere, som også er diskuteret i forbindelse med Metock-dommen. Derfor bliver vi nødt til at indføre et optjeningskrav for alle," siger Geert Laier Christensen.

Venstres integrationsordfører, Karen Ellemann, vil ikke være med til at lade en anderledes socialpolitik erstatte 24-års reglen.

"Der er så fundamentalt andre ting på spil i forhold til 24-års reglen, som ikke handler om offentlige ydelser, men at ægteskaber skal indgåes af kærlighed og som et personligt valg og ikke som tvang," siger hun til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: