CEPOS: Kvinders præferencer er ikke et ligestillingsproblem

Det er udtryk for en misforståelse, når forskellene i mænds og kvinders karrierevalg abolut skal gøres til et ligestillingsproblem i den offentlige...

Slettet Bruger,

25/03/2008

Det er udtryk for en misforståelse, når forskellene i mænds og kvinders karrierevalg abolut skal gøres til et ligestillingsproblem i den offentlige debat. Det mener forskningschef Geert Laier Christensen fra den borgerlige tænketank CEPOS. Senest har påstanden været fremme i forbindelse med en debat om kvinders underrepræsentation i virksomhedernes bestyrelser.

I virkeligheden handler det formentlig bare om, at kvinder og mænd er forskellige, når det handler om deres prioriteter i livet, påpeger CEPOS-chefen på tænketankens blog.

"Spørgsmålet om præferencer spiller ikke en stor rolle i denne logik. En af årsagerne til dette er, at man vel ikke kan argumentere imod, at kvinderne for eksempel gerne vil have mere løn, eller gerne vil have forfremmelsen. Men fejlslutningen er her, at det jo ikke drejer sig om, hvorvidt man gerne vil have mere i løn, men om hvor meget man ønsker dette i forhold til andre ting. Eller med andre ord, hvor meget man værdsætter disse ting i forhold til en række andre goder. Forskningsmæssigt går regnestykket således ikke op, medmindre man også blotlægger de relative præferencer," skriver Geert Laier Christensen og fortsætter:

"Hvis forskellene primært skyldes forskelle i præferencer, er det ikke rimeligt at tale om diskrimination. Faktisk viser holdningsundersøgelser blandt kvindelige ledere, at syv ud af ti angiver hensynet til familien som årsag til, at der er færre kvinder på direktionsgangene. Måske skyldes forskellene i løn mv. snarere, at de personer der får mest i løn simpelthen relativt set finder det mindre problematisk, at være væk fra familien, accepterer større risiko og er mere villig til at sige farvel til kolleger for at skifte til et bedre lønnet job osv."

Geert Laier Christensen advarer imod, at der indføres kvoter for kvinder i virksomhedernes bestyrelser, da det risikerer at gå ud over danske virksomheders økonomiske rentabilitet.

"Tager vi udgangspunkt i den ovenfor fremførte (men ikke testede) hypotese om, at kvinder i mindre grad end mænd er villige til at ofre andre aspekter i livet i forhold til karrierer, og puljen af kvinder ”på valg” derfor er mindre end puljen af mænd, får man nogle interessante fordelingsmæssige konsekvenser frem i lyset. Ved med tvang at øge andelen af kvinder i bestyrelsen, vil man således få mindre egnede bestyrelser. Taberne vil være aktionærerne, de egnede mænd der skulle have siddet i bestyrelserne, men som fortrænges af de mindre egnede kvinder, samt ikke mindst de kvinder, der på grund af deres evner under alle omstændigheder ville være blevet valgt," skriver han.

[email protected]

Kilde: