Cepos: Fattigdomstal overdrives

Det er ikke rigtigt at udlede, at hver sjette københavner er fattig, som Københavns Kommunes nyligt offentliggjorte fattigdomsrapport ellers lægger...

Slettet Bruger,

04/02/2008

Det er ikke rigtigt at udlede, at hver sjette københavner er fattig, som Københavns Kommunes nyligt offentliggjorte fattigdomsrapport ellers lægger op til. Det mener CEPOS-direktør Martin Ågerup ifølge Jyllands-Posten.

"Det tal medregner også de personer, som i en kortere periode har en "lav" indtægt. Men i en kortere periode kan man klare sig uden køb af f.eks. sko og tøj, mens man slider på det gamle," siger Ågerup til Jyllands-Posten. Rapporten viser da også, at to af tre forlader lavindkomstgruppen i løbet af et år.

Ågerup gør også opmærksom på, at selv københavnere med en lav indkomst kan have andre indtægter i form af bidrag fra familien, sort arbejde eller en formue, som rapporten ikke tager højde for. Rapporten arbejder med en fattigdomsgrænse, som København ud fra en budgetmodel har sat til 103.000 kroner for enlige.

"Man kan dog diskutere, om det anslåede budget ikke ligger for højt. I hvert fald ligger beløbet 27.000 kr. over Det Økonomiske Råds fattigdomsgrænse. Det medfører, at langt flere registreres som fattige," siger Ågerup.

Men med højere husleje i København, skal fattigdomgrænsen også være højere i hovedstaden end i resten af landet, lyder argumentet.

"Det er imidlertid ikke indlysende, at personer med lav indkomst skulle have en særlig ret til at bosætte sig i eller blive boende i landets dyreste kommune. At flytte til en billigere bolig uden for København kunne være en fornuftig forbrugsbeslutning, ligesom personer med lav indkomst også på andre områder må tilpasse deres forbrug til deres indkomst," mener Martin Ågerup.

Socialt råd: Ågerup har ret
Preben Brandt, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte synes også, at Københavns Kommunes rapport overdriver omfanget af fattige.

"Jeg er enig i, at det tal er noget for højt, bl.a. fordi man inkluderer mennesker, der er fattige i en kortere periode. Men rapporten giver dog et rigtigt billede af, at der er betydelig fattigdom i København," siger Preben Brandt.

Preben Brandt efterlyser en definition, der kan give et samlet billede af fattigdommen her til lands. En definition, der kan mindske forvirringen. Martin Ågerup kalder det problematisk, hvis opfattelsen, af at hver sjette københavner er fattig, får lov til at brede sig.

"Vi må huske på, at vi sammenlignet med andre lande har høje overførselsindkomster og få fattige," siger Ågerup til Jyllands-Posten.

Rapporten viser i øvrigt, at andelen af fattige er faldet. I 1996 var over 20 procent at regne som fattige ud fra budgetmodellen.

[email protected]

Kilde: