Chefjurist blæser til kamp mod Trykkefrihedsselskabet

Trykkefrihedsselskabet kan ikke betragte sig selv som forkæmpere for ytringsfriheden og samtidig associere sig med den hollandske politiker Geert W...

Slettet Bruger,

14/10/2009

Trykkefrihedsselskabet kan ikke betragte sig selv som forkæmpere for ytringsfriheden og samtidig associere sig med den hollandske politiker Geert Wilders, der blandt andet går ind for et Koranforbud. Det mener CEPOS-chefjurist Jacob Mchangama.

"Deres ret ensidige fokus på islam gør, at jeg til tider mener, at deres islammodstand bliver vægtet højere end ytringsfriheden," forklarede Mchangama om Trykkefrihedsselskabet i går i Deadline.

"Man er simpelthen på nogle punkter inkonsistente, for eksempel det tætte parløb med Geert Wilders. Geert Wilders skal og vil gerne nyde godt af ytringsfriheden, men han er ikke parat til at udstrække den til andre," fortsatte han.

Mchangama pegede derefter konkret på, at Wilders har agiteret for, at Koranen skal forbydes, at islam skal undtages for religionsfriheden, og at moskeer ikke skal have lov til at blive bygget i vestlige lande. Det er holdninger, der i klar modstrid med hvad en organisation, som kæmper for ytringsfriheden, bør mene, pointerede Mchangama. Han overvejer derfor at etablere en ny tværpolitisk konkurrent til Trykkefrihedsselskabet, som ubetinget bakker op om de klassiske frihedsrettigheder, heriblandt ytringsfriheden.

Helle Merete Brix, tidligere bestyrelsesmedlem af Trykkefrihedsselskabet og nuværende chefredaktør af internettidsskrift Sappho, deltog også i debatten i Deadline. Hun mener, at kritikken er fundamentalt forfejlet.

"Det der jo er kernen i det her er, at man ikke kan skille hele ytringsfrihedsdebatten i 2009 i Europa fra spørgsmålet om hvad islam er for en størrelse. Islam er, sådan ser Geert Wilders det og sådan ser jeg det, en politisk ideologi," sagde Helle Merete Brix, og fortsatte:

"Man må stille spørgsmålet om man er et kæmpende demokrati eller vil man bane vejen for totalitære kræfter."

Klik her for at se hele debatten på dr.dk/deadline.

[email protected]

Kilde: