Claus Hjort til dem der yder mest: I skal yde mere

De danskere, der arbejder nok til at betale topskat, skal til at dukke nakken

Slettet Bruger,

18/05/2008

De danskere, der arbejder nok til at betale topskat, skal til at dukke nakken. Venstres beskæftigelsesminister og chefideolog, Claus Hjort Frederiksen, har blæst til værdikamp for det personlige ansvar. Og den kamp udmønter sig i en opfordring til "de rige" om at tage et større ansvar. Det beretter Politiken.

Det sker som led i en storstilet kampagne om personligt ansvar, som regeringens topministre søsætter i morgen. Og den vil primært rette sig mod de borgere, som beskæftigelsesministeren omtaler som "de velbjærgede":

"Evner forpligter. Har man evner, skal man udvise et stort ansvar, så personer med færre muligheder kan blive hjulpet. Det nytter ikke noget, at vi alle sammen kræver, at der skal tages hånd om os," siger Claus Hjort Frederiksen til Politiken.

"Vi har ingen planer om at reducere den offentlige sektor"
Man kunne måske tro, at dette ville betyde et opgør med princippet om velfærdsydelser til alle, uanset indkomst. Det afviser ministeren dog på det bestemteste.

"Debatten om det personlige ansvar er en af regeringens flanker. Det er her, kritikerne vil påstå, at vi smyger uden om og forsøger at lave en mindre offentlig sektor. Til dem vil jeg bare sige. Det er fuldstændig udelukket. Vi har ingen planer om at reducere den offentlige sektor."

Det er ikke første gang, Claus Hjort har givet de danske skatteydere en moralsk opsang. Sidste år gjorde han sig således bemærket med en opfordring til borgerne om at svinge malerkosten ude på de offentlige plejehjem.

Socialdemokratisk politik
Politisk iagttager Erik Meier Carlsen, som har et indgående kendskab til Socialdemokraternes historie, kalder kampagnen et "klogt træk" og roser beskæftigelsesministeren for at lægge sig så tæt op ad Socialdemokraterne.

"Hjorts udspil indeholder en direkte forbindelse til Nyrups 'Ingen rettigheder uden pligter,' som Mette Frederiksen relancerede i sine ni teser for nylig. Hjorts appel er et utrolig vigtigt moment i vælgernes massive opbakning til velfærdsstaten," siger Erik Meier Carlsen til Politiken.

Foruden beskæftigelsesministeren deltager fem af regeringens tungeste 'værdiministre' i kampagnen. Fra Venstre er det Bertel Haarder og Karen Jespersen, mens de konservative stiller med Per Stig Møller, Brian Mikkelsen og Connie Hedegaard.

[email protected]

Kilde: