DF: Grænsen må lukkes for svenske "velfærdsflygtninge"

Slettet Bruger,

12/06/2007

Den høje indvandring til Sverige er en tikkende bombe under landets velfærdsstat, mener Dansk Folkeparti (DF). Partiet forventer, at det i fremtiden vil være nødvendigt at begrænse indvandringen fra hinsidan, for ellers vil Danmark blive oversvømmet af svenske "velfærdsflygtninge".

"Sverige bliver nødt til at nedsætte deres sociale ydelser ret dramatisk, hvis ikke deres velfærdssystem skal bryde sammen. En bistandsmodtager i Sverige vil jo meget naturligt sige, hvorfor bo i Malmø til den halve løn, når jeg kan bo i København og få fuld bistandshjælp. Derfor skal vi have ændret de nordiske regler på lige netop det område," siger Søren Espersen, partiets ordfører for nordiske samarbejde, til Politiken.

I øjeblikket kan statsborgere i et af de nordiske lande frit bosætte sig i de andre lande og modtage offentlige ydelser. Men det vil DF have ændret, så svenske statsborgere ikke kan modtage offentlige ydelser, hvis de bosætter sig i Danmark.

Problemer for danskere i Sverige
Vi skal være varsomme med at ændre reglerne for det nordiske samarbejde, lyder det fra integrationsminister Rikke Hvilshøj (V).

"Jeg følger udviklingen tæt, og vi skal være klar til at reagere, hvis der er behov for det. Men man skal passe på med at ændre det nordiske samarbejde, for det bygger på nogle vigtige værdier, som er værd at værne om," siger hun.

Fra den anden side af Øresundet advarer den svenske integrationsminister Tobias Bildström om at ændre reglerne.

"Har Dansk Folkeparti forstået, hvad det vil betyde, hvis vi ændrer reglerne for det fælles nordiske samarbejde? Hvad sker der så med alle de danskere, som lige nu bor og arbejder i Sverige? Jeg vil ikke sige, at de mister deres rettigheder, men de havner i en meget, meget svær situation. Og jeg tror, at hele integrationen mellem Sjælland og Skåne bliver bragt til ende," siger han.

Mangel på debat
I Sverige er det lettere at blive statsborger, og DF frygter, at broderlandet vil blive brugt som en bagdør ind i Danmark for flygtninge og indvandrere fra andre steder i verden.

"Det tragiske er, at der ikke er nogen, der tør tage debatten i Sverige, som vi jo har haft her i Danmark. Det er utroligt sørgeligt for svenskerne, og det går jo ikke længere," siger Søren Espersen.

Årligt kommer der 200 mennesker, der ikke er født i Danmark eller Sverige, til Danmark efter først at have opnået svensk statsborgerskab, viser tal fra Statistiska Centralbyrå i Sverige.

mkr

Kilde: