DI: Skattereform kan øge velstanden med 75 mia. kr.

Fjern top- og mellemskatten for 25 mia

Slettet Bruger,

02/02/2009

Fjern top- og mellemskatten for 25 mia. kr. og øg velstanden i hele samfundet med 50-75 mia. kr. Det er den tiltrængte medicin, som Dansk Industri ifølge dagbladet Børsen udskriver til en dansk økonomi, der de senere år har haft store problemer med at følge med vækstniveauet i lande, som vi normalt sammenligner os med.

"Det her er det bedste, man overhovedet kan gøre for samfundet. Man kan skabe et utroligt godt løft i velfærden for alle ved at fjerne mellem- og topskatten. Det koster kun tre procent af de samlede skatter og afgifter, og adfærdsændringerne kan endda i vidt omfang dække det umiddelbare provenutab," siger direktør i DI Tine Roed til Børsen.

Effekten på den samlede produktion kommer ifølge nye beregninger fra DI af fire resultater af den lavere skat: At danskerne arbejder mere, at de arbejder mere flittigt, at flere højproduktive mennesker bliver i eller flytter til Danmark, og at flere tager en videregående uddannelse.

Mens Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, er villig til at tage gevinsterne med i overvejelserne for en forestående skattereform, så er Socialdemokraterne imidlertid afvisende.

"Uanset hvordan vi vender og drejer det, kan vi ikke vide, hvor store effekterne er. Det er et trosspørgsmål, og tro hører til i kirken og ikke i skatteforhandlinger," siger S-skatteordfører Nick Hækkerup til Børsen.

[email protected]

Kilde: