Dansk Folkeparti vil bruge 300 mio. på cyklister

Flere danskere skal ud i den friske luft og pumpe i pedalerne

Slettet Bruger,

10/08/2008

Flere danskere skal ud i den friske luft og pumpe i pedalerne. Det mener Dansk Folkeparti, der med et nyt udspil, "Cykel Danmark", er klar til at investere store årlige millionbeløb i forbedring af de hjemlige forhold for cyklister. Det skriver Jyllands-Posten.

"Selv om vi ikke har lagt os fast på et beløb, forestiller jeg mig noget i størrelsesordenen 200-300 mio. kroner. I forhold til de massive investeringer, der foretages i veje, er det jo småpenge, hvis det kan sikre en bedre cykelkultur og færre dræbte ved f.eks. højresvingsulykker," siger Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, til Jyllands-Posten.

Han peger på, at pengene muligvis kan komme fra den langsigtede trafikinvesteringsplan, som regeringen har bebudet kommer til efteråret. Men han vil ikke afvise, at der bliver tale om et finanslovskrav fra partiet.

Vi skal lære at elske cyklen
De mange årlige millioner vil Dansk Folkeparti ikke blot bruge på at bygge flere cykelstier og -parkeringspladser, men også til at lære befolkningen at elske cyklen. Kim Christiansen foreslår at sætte cykling på skoleskemaet.

"Man kunne indarbejde det op til tredje klasse, hvor fagligheden ikke er så stor. Jeg tror ikke, der går ret meget af, fordi man napper lidt hist og pist i undervisningen," siger Kim Christiansen og pointerer, at udspillet også skal øge folkesundheden blandt både unge og gamle.

"Det er mange penge"
Hos de to regeringspartier mener man, at 300 mio. kr. om året er lige i overkanten.

"Det lyder som en fornuftig plan, men det er mange penge at bruge på det. Vi vil gerne fremme cyklisternes forhold med flere penge, men vi synes, at vi skal se på det reelle behov," siger den konservative trafikordfører, Henriette Kjær, til Jyllands-Posten.

Hendes Venstre-kollega, Kristian Pihl Lorentzen, tilføjer, at det er "forældrenes ansvar og en god familieaktivitet at lære børn at cykle". Han vil ikke afvise, at skolerne skal støtte, men mener ikke, at cykling skal på skoleskemaet.

[email protected]

Kilde: