Hvor fattige er "de fattige", når de bor, hvor der er så billigt?

Af Ole Birk OlesenDet er i udkantsdanmark, at der bor flest langvarigt "fattige", viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Slettet Bruger,

05/02/2008

Af Ole Birk Olesen

Det er i udkantsdanmark, at der bor flest langvarigt "fattige", viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Men oplever de sig selv som fattige?

Det er spørgsmålet, for i disse udkantsområder er kvadratmeterprisen på bolig kun en tredjedel eller en fjerdedel af prisen i de områder, hvor der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er få fattige. Måske har de såkaldt fattige i udkantsområderne i virkeligheden samme eller højere rådighedsbeløb, efter at huslejen er betalt end mange folk i Nordsjælland?

"Huslejen er naturligvis med til at udligne," medgiver direktør Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd overfor 180Grader.dk.

Samsø er det sted i landet, hvor den største andel af befolkningen i følge AE-Rådet er længerevarende "fattige", d.v.s. har haft en indkomst på under halvdelen af den almindelige danskers i mere end tre år. På Samsø falder 18 ud af 1.000 indbyggere ind under AE-Rådets definition på fattigdom, i Tønder er det 17, og på Læsø er det 16. Men disse tre steder betaler man også kun en lille husleje - kvadratmeterprisen ligger på mellem 6.200 og 8.600 kroner på ejerboligmarkedet. I Tønder Kommune er der for tiden 27 villaer til salg for under 500.000 kroner, hvor man kan bo for en nettohusleje på 2-3.000 kroner.

"Huslejerne er lave i udkantsområderne, fordi der ikke er nogen penge. Det er jo også derfor, at mange kontanthjælpsmodtagere søger til de pågældende områder," siger Lars Andersen.

Kan vi så ikke have den situation, at børnefamilien i Allerød, som har købt hus til 4 mio. kroner har et mindre rådighedsbeløb end kontanthjælpsmodtageren i Tønder, hvis hus har kostet 300.000 kroner, selvom det er den sidste, I rubricerer som fattig?
"Ja, det kan man godt sige for dem, der er på ejerboligmarkedet, men hvis du tager de almennyttige boliger, så er der meget lille forskel på priserne. Og det er nok ikke voldsomt mange af dem, der hænger fast i fattigdom, som er boligejere."

Måske ikke, men nogen af de huse, som er købt for 300.000 kroner, kan man jo også leje sig ind i for en tilsvarende billig husleje.
"Jaja, og du har da ret i, at det medvirker til at strække pengene længere, hvis man bosætter sig de pågældende steder. Derfor ser vi jo også den trafik, hvor flere flytter til udkantsområderne for at finde billigere bolig."

Vil det så ikke sige, at hvis I havde opgjort fattigdommen på rådighedsbeløb, efter at huslejen er betalt, så ville mange af disse mennesker i udkantsområderne slet ikke blive rubriceret som fattige?
"De vil selvfølgelig have et større rådighedsbeløb, end hvis de boede i ejerbolig i Nordsjælland."

Men du synes alligevel, at vi kan bruge de her tal til noget?
"Ja, for det, vi vil, er jo også at udpege de områder, hvor de underpriviligerede bor. Og den enkleste måde er nu engang at gøre det op på økonomisk formåen," siger Lars Andersen.

[email protected]

Antal længerevarende fattige ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråds definition pr. 1.000 indbyggere fordelt på kommuner, 2005.

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Kilde: