Jeg forlader Liberal Alliance
Jeg har brugt min juleferie til at tænke min politiske fremtid igennem. Jeg har
fundet ud af, at det ikke er nok med mavefornemmelsen - jeg skal også have hjertet med.
Og jeg har simpelthen ikke længere hjertet med, dér hvor vi har placeret Liberal Alliance.
Jeg har spurgt mig selv om man kunne lave det om eller ændre den placering?
Nej, det mener jeg ikke.
Da vi stiftede Ny Alliance så jeg for mig et brobyggerparti, et værdiparti, et integrationsparti. Et parti i tråd med det jeg har kæmpet for i mange år.
Men jeg formåede ikke at fastholde denne vision. Projektet tabte simpelthen den sociale indignation, den menneskelige varme og det at kunne se, at løsningen af fremtidens udfordringer ikke kun handler om tal og økonomi, men også om mennesker og værdier.
Linien står efter min opfattelse ikke til at ændre. Store dele af partiets nuværende bagland bakker op om den nuværende liberalistiske linie - andre gik, da de så, hvad jeg ikke evnede at se.
Men nu har jeg indset det. Jeg ikke er liberalist. Jeg er liberal. Jeg er socialliberal.
Man kan godt være liberal uden at være liberalist. På samme måde, som man kan være social uden at være socialist.
I al den tid jeg har været politisk aktiv har jeg kæmpet for liberale værdier som retten til at bestemme over eget liv, krop, seksualitet, religion, arbejde, uddannelse, ægteskab og fremtid.
Det forstyrrer ikke min nattesøvn, om vi skal have roadpricing eller ride-and-park eller om selskabsskatten er på 25 eller 28 %.
Det er vigtigt, men det er ikke dét der ødelægger min nattesøvn.
Og jo, jeg går ind for reformer, så Danmark kan blive en vindernation. Og jeg vil til enhver tid kæmpe for, at Danmark bliver et åbent, venligt og attraktivt land. Jeg går ind for økonomisk ansvarlighed. Og jeg synes bestemt, at skatten på arbejde skal ned. Vær ikke i tvivl om det.
Men det er ikke det der giver mig søvnløse nætter.
Det gør derimod kampen for de vestlige, demokratiske frihedsværdier som er under konstant pres. Vi er i en global værdikamp, som vi skal vinde. Ekstremisme og fundamentalisme angriber systematisk de værdier, vi i Danmark har som vores absolutte demokratiske fundament. Den kamp er jeg meget optaget af.
Og jeg er også optaget af, hvordan vi skal leve sammen i fremtiden - trods den kulturelle og religiøse mangfoldighed.
Jeg er optaget af, hvordan skal vi håndtere den sociale og sundhedsmæssige ulighed, hvad vi skal stille op med den stigende og grove kriminalitet, og hvordan vi finder balancen mellem retssamfundet, og kampen mod terror? - en hel nødvendig diskussion som vi sidst så i forbindelse med Tuneserloven.
Jeg er optaget af Danmarks rolle i det internationale samfund og vores engagementer i verdens brændpunkter.
Jeg er i det hele taget optaget af, hvad det er for et Danmark, vi skal give videre til vores børn og børnebørn.
Det er det, der er mit hjerteblod: Værdikampen, nationalt og globalt, de demokratiske værdier, menneskerettigheder, integration, retssikkerhed, etik og kampen mod ekstremisme.
Det er dét, jeg gerne vil kæmpe for. Det er dét, der fik mig ind politik.
Og så har jeg altid troet på brobygning.
Både i relation til mit personlige, politiske projekt, men også rent parlamentarisk. Jeg har altid synes at politik er flottest, når vi kan samles om de bredest mulige løsninger.
Alle disse ting føler jeg ikke, at der er et lige så stort engagement for i Liberal Alliance.
Derfor har jeg indset, at mit hjerteblod - min politiske kamp - efterhånden er kommet i baggrunden.
Det har også givet mig søvnløse nætter, at jeg har skuffet en masse mennesker, der har lagt deres kræfter og hjerte på at bakke mig op.
Det er jeg meget ked af.
Men overfor disse mennesker, vil det være langt sværere at blive ved med at lade som om, at jeg er noget, jeg ikke er.
Jeg har kun tak til dem for at have troet på mig, for at have holdt ud, også når det blev rigtig svært og jeg ikke slog til.
Jeg har også måtte erkende, at jeg har mine begrænsninger. Jeg må erkende, at jeg tabte min del af projektet på gulvet. Dér hvor jeg mistede mig selv, var der hvor det ikke længere var et spørgsmål om idealer, men kun et spørgsmål om politisk magt. Det var bare ikke mig.
Det er også derfor, at jeg må erkende, at jeg ikke er nogen god partileder. Jeg brænder for nogle andre ting. Jeg brænder for nogle visioner og ideer - for nogle værdier. Det synes jeg gør mig til en god politiker. Men jeg går ikke over i historien for godt partilederskab.
Og derfor er ansvaret for, at det er gået, som det er gået, helt og holdent mit. Jeg vil hverken nu eller senere klandre nogen.
Liberal Alliance har da sikkert en fremtid med den dagsorden, partiet har nu. Sidste meningsmåling var på 1,6% (TV2s Megafon) - hvilket var en fremgang! Så der er nok plads til partiet, og jeg ønsker dem, der er tilbage al mulig held og lykke.
Nu bliver jeg løsgænger. Og så vil jeg bruge de kommende måneder på at finde ud af, hvordan jeg bedst kan arbejde for det projekt jeg har kæmpet for og troet på lige siden jeg kom ind i politik.
Jeg fortryder ikke, at jeg gjorde det. Vi var tæt på. Jeg synes Ny Alliance-projektet var fremragende, og dér havde jeg hjertet med. Vi præsterede noget historisk og ændrede den politiske dagsorden. Men jeg tabte det, og det er jeg ked af.
Én ting er sikkert: der kommer aldrig flere nye partier fra min hånd. Nu vil jeg arbejde for de politiske sager og idealer, som altid har optaget mig, og hvor der ligger nogle store og vigtige udfordringer. For jeg synes stadig at der er mange problemer i samfundet, der skal løses. Og mange værdier der skal kæmpes for.
Den dag, jeg første gang blev valgt ind i Folketinget i 2001, kan jeg huske, at jeg sagde, at jeg havde det, som dengang jeg fik min studenterhue. Jeg var så stolt og glad, så fuld af gåpåmod. Jeg ville kæmpe for det, jeg synes var rigtig - jeg ville kæmpe for mine idealer og visioner.
Man kan ikke spole tiden tilbage. Kun lære af sine erfaringer og blive klogere. Og jeg er blevet mange erfaringer rigere i de sidste halvandet år.
Og jeg er i den seneste tid blevet klogere på, hvad der er vigtigt for mig som politiker og for det projekt, som jeg tror på.
Jeg har truffet denne beslutning med hjertet. Det var på høje tid.
5. januar 2008
Naser Khader
Jeg har brugt min juleferie til at tænke min politiske fremtid igennem. Jeg har
fundet ud af, at det ikke er nok med mavefornemmelsen - jeg skal også have hjertet med.
Og jeg har simpelthen ikke længere hjertet med, dér hvor vi har placeret Liberal Alliance.
Jeg har spurgt mig selv om man kunne lave det om eller ændre den placering?
Nej, det mener jeg ikke.
Da vi stiftede Ny Alliance så jeg for mig et brobyggerparti, et værdiparti, et integrationsparti. Et parti i tråd med det jeg har kæmpet for i mange år.
Men jeg formåede ikke at fastholde denne vision. Projektet tabte simpelthen den sociale indignation, den menneskelige varme og det at kunne se, at løsningen af fremtidens udfordringer ikke kun handler om tal og økonomi, men også om mennesker og værdier.
Linien står efter min opfattelse ikke til at ændre. Store dele af partiets nuværende bagland bakker op om den nuværende liberalistiske linie - andre gik, da de så, hvad jeg ikke evnede at se.
Men nu har jeg indset det. Jeg ikke er liberalist. Jeg er liberal. Jeg er socialliberal.
Man kan godt være liberal uden at være liberalist. På samme måde, som man kan være social uden at være socialist.
I al den tid jeg har været politisk aktiv har jeg kæmpet for liberale værdier som retten til at bestemme over eget liv, krop, seksualitet, religion, arbejde, uddannelse, ægteskab og fremtid.
Det forstyrrer ikke min nattesøvn, om vi skal have roadpricing eller ride-and-park eller om selskabsskatten er på 25 eller 28 %.
Det er vigtigt, men det er ikke dét der ødelægger min nattesøvn.
Og jo, jeg går ind for reformer, så Danmark kan blive en vindernation. Og jeg vil til enhver tid kæmpe for, at Danmark bliver et åbent, venligt og attraktivt land. Jeg går ind for økonomisk ansvarlighed. Og jeg synes bestemt, at skatten på arbejde skal ned. Vær ikke i tvivl om det.
Men det er ikke det der giver mig søvnløse nætter.
Det gør derimod kampen for de vestlige, demokratiske frihedsværdier som er under konstant pres. Vi er i en global værdikamp, som vi skal vinde. Ekstremisme og fundamentalisme angriber systematisk de værdier, vi i Danmark har som vores absolutte demokratiske fundament. Den kamp er jeg meget optaget af.
Og jeg er også optaget af, hvordan vi skal leve sammen i fremtiden - trods den kulturelle og religiøse mangfoldighed.
Jeg er optaget af, hvordan skal vi håndtere den sociale og sundhedsmæssige ulighed, hvad vi skal stille op med den stigende og grove kriminalitet, og hvordan vi finder balancen mellem retssamfundet, og kampen mod terror? - en hel nødvendig diskussion som vi sidst så i forbindelse med Tuneserloven.
Jeg er optaget af Danmarks rolle i det internationale samfund og vores engagementer i verdens brændpunkter.
Jeg er i det hele taget optaget af, hvad det er for et Danmark, vi skal give videre til vores børn og børnebørn.
Det er det, der er mit hjerteblod: Værdikampen, nationalt og globalt, de demokratiske værdier, menneskerettigheder, integration, retssikkerhed, etik og kampen mod ekstremisme.
Det er dét, jeg gerne vil kæmpe for. Det er dét, der fik mig ind politik.
Og så har jeg altid troet på brobygning.
Både i relation til mit personlige, politiske projekt, men også rent parlamentarisk. Jeg har altid synes at politik er flottest, når vi kan samles om de bredest mulige løsninger.
Alle disse ting føler jeg ikke, at der er et lige så stort engagement for i Liberal Alliance.
Derfor har jeg indset, at mit hjerteblod - min politiske kamp - efterhånden er kommet i baggrunden.
Det har også givet mig søvnløse nætter, at jeg har skuffet en masse mennesker, der har lagt deres kræfter og hjerte på at bakke mig op.
Det er jeg meget ked af.
Men overfor disse mennesker, vil det være langt sværere at blive ved med at lade som om, at jeg er noget, jeg ikke er.
Jeg har kun tak til dem for at have troet på mig, for at have holdt ud, også når det blev rigtig svært og jeg ikke slog til.
Jeg har også måtte erkende, at jeg har mine begrænsninger. Jeg må erkende, at jeg tabte min del af projektet på gulvet. Dér hvor jeg mistede mig selv, var der hvor det ikke længere var et spørgsmål om idealer, men kun et spørgsmål om politisk magt. Det var bare ikke mig.
Det er også derfor, at jeg må erkende, at jeg ikke er nogen god partileder. Jeg brænder for nogle andre ting. Jeg brænder for nogle visioner og ideer - for nogle værdier. Det synes jeg gør mig til en god politiker. Men jeg går ikke over i historien for godt partilederskab.
Og derfor er ansvaret for, at det er gået, som det er gået, helt og holdent mit. Jeg vil hverken nu eller senere klandre nogen.
Liberal Alliance har da sikkert en fremtid med den dagsorden, partiet har nu. Sidste meningsmåling var på 1,6% (TV2s Megafon) - hvilket var en fremgang! Så der er nok plads til partiet, og jeg ønsker dem, der er tilbage al mulig held og lykke.
Nu bliver jeg løsgænger. Og så vil jeg bruge de kommende måneder på at finde ud af, hvordan jeg bedst kan arbejde for det projekt jeg har kæmpet for og troet på lige siden jeg kom ind i politik.
Jeg fortryder ikke, at jeg gjorde det. Vi var tæt på. Jeg synes Ny Alliance-projektet var fremragende, og dér havde jeg hjertet med. Vi præsterede noget historisk og ændrede den politiske dagsorden. Men jeg tabte det, og det er jeg ked af.
Én ting er sikkert: der kommer aldrig flere nye partier fra min hånd. Nu vil jeg arbejde for de politiske sager og idealer, som altid har optaget mig, og hvor der ligger nogle store og vigtige udfordringer. For jeg synes stadig at der er mange problemer i samfundet, der skal løses. Og mange værdier der skal kæmpes for.
Den dag, jeg første gang blev valgt ind i Folketinget i 2001, kan jeg huske, at jeg sagde, at jeg havde det, som dengang jeg fik min studenterhue. Jeg var så stolt og glad, så fuld af gåpåmod. Jeg ville kæmpe for det, jeg synes var rigtig - jeg ville kæmpe for mine idealer og visioner.
Man kan ikke spole tiden tilbage. Kun lære af sine erfaringer og blive klogere. Og jeg er blevet mange erfaringer rigere i de sidste halvandet år.
Og jeg er i den seneste tid blevet klogere på, hvad der er vigtigt for mig som politiker og for det projekt, som jeg tror på.
Jeg har truffet denne beslutning med hjertet. Det var på høje tid.
5. januar 2008
Naser Khader
