Elevformænd opfordrer til ulovligheder

Slettet Bruger,

19/09/2007

Af Ole Birk Olesen

Har du også lagt mærke til klistermærker med et budskab om, at der er demonstration mod nedskæringer den 2. oktober klokken 15.30 på Rådhuspladsen i København og Store Torv i Århus? Så er det ikke så sært, for de hænger allerede over store dele af landet. På busstoppesteder, vejskilte, lygtepæle, elevatorer og m.m. Og selv om det er ulovligt at skamfere andres ejendom med sine klistermærker, så sker det med fuld accept fra den absolutte top i de organisationer, som fremstiller klistermærkerne.

Det afslører telefonsamtaler, som Konservativ Ungdoms landsformand, Rune Kristensen, har ført med formændene for Erhvervsskolernes Elevorganisation, Danske Socialrådgiverstuderende og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Under samtalerne udgav Rune Kristensen sig for at være en sympatisør, der gerne ville have kampagnemateriale. Og så søgte han om opbakning til at hænge klistermærkerne op på busskure og lygtepæle - og det fik han.

Sådan forløb samtalen ifølge en båndet optagelse med formanden for Erhvervsskolerne Elevorganisation, Jonathan Simmel:

Rune Kristensen: Det vil være ok, hvis vi - vi er jo ikke rigtig medlemmer - bare henter nogle klistermærker og får klistret dem op på lygtepæle, busskure og så videre?
Jonatha Simmel: "Ja, ja, bare giv den gas - der skulle være nok derinde at tage af!"


Hos Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende opfordredes Rune Kristensen af formand Mads Samsing til at kontakte formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Gry Poulsen:

Mads Samsing: "Jeg tror, at det er bedst, hvis I tager fat i Gry fra gymnasieeleverne, hun har i hvert fald masser af styr på det der."
Rune Kristensen: Og vi kan sagtens få nogle klistermærker og hænge op på busskure og sådan noget?
Mads Samsing: "Det føler jeg mig ret overbevist om."

Imødekommenhed er der da heller ikke mangel på hos Gry Poulsen:

Rune Kristensen: Har I nogle områder, hvor I ikke har fået klistret op?
Gry Poulsen: "Altså i virkeligheden ... så kan I bare fyre løs, ik'."
Rune Kristensen: Vi kan bare hente en masse klistermærker og smide dem op på busskure og nogle lygtepæle og sådan noget?
Gry Poulsen: "Yes ... alt sådan noget."

Rune Kristensen er godt og grundigt harm over elevorganisationernes opførsel.

"Jeg mener, at det på alle måder er usmageligt, at elevbevægelsens organisationer direkte accepterer hærværk og ulovlig tilklistring af Københavns lygtepæle, busskure og så videre," siger KU-formanden til 180Grader.dk og fortsætter:

"Når man går igennem Københavns gader, ser man klistermærker på f.eks. husmure og vejskilte til fordel for Ungdomshuset eller med opfordringer til demonstrationer - og det ødelægger virkelig byens æstetik og udseende. Derfor er det pinligt, at statsstøttede organisationer støtter disse handlinger. Jeg mener, at de burde overholde lovgivningen og ikke hjælpe til med denne vandalisme."

[email protected]

Kilde: