Ellen Trane: Ingen vil investere i flere radiokanaler

Af Ole Birk OlesenTirsdag blev alle Folketingets partier på nær Enhedslisten enige om skrotte den replanlægning af FM-båndet, som ellers skulle hav...

Slettet Bruger,

11/06/2009

Af Ole Birk Olesen

Tirsdag blev alle Folketingets partier på nær Enhedslisten enige om skrotte den replanlægning af FM-båndet, som ellers skulle have åbnet op for flere kommercielle radiokanaler, der ville kunne udfordre Danmarks Radios fire kanaler og de to næsten landsdækkende, kommercielle kanaler, NOVA fm og Radio 100 FM.

Replanlægningen har ellers været regeringens målsætning, lige siden den tiltrådte, men idéen blev trods det ikke skrinlagt, fordi regeringen blev presset til det af de andre partier, fortæller Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, til 180Grader. Man gjorde det helt frivilligt.

"Venstres gruppe har givet mandat til det før påske, så man kan vist ikke kalde det noget, som vi er blevet presset til. Vi har simpelthen skiftet mening efter en lang og grundig overvejelse. Der er jo gået rigtig mange år, og den replanlægning skulle have været lavet for fem-seks år siden, hvis den skulle have givet mening," siger Ellen Trane Nørby.

Hvorfor det?
"Fordi som det ser ud nu, så ligger fremtiden i digital radio, og det er så også det, vi laver en strategi for at udbygge. Og hvis fremtiden ligger på digital radio, så er spørgsmålet jo, hvor mange penge man skal investere i at lave konkurrence på FM-båndet. Eller om det ikke er bedre at investere i DAB-radio, hvor vi nu får mulighed for at udbyde otte landsdækkende, kommercielle kanaler."

Om DAB bliver den standard for radiolytning, som danskerne foretrækker i fremtiden, ved ingen vel rigtigt nu? Og skulle det ske, ligger det måske 10 år ude i fremtiden - hvorfor ikke udnytte FM-båndet indtil da?
"Fordi vi også lytter til de kommercielle, og lige nu - jeg ved ikke, om det er gået op for dig? - er der finanskrise, og der er ikke særlig stor investeringslyst. Så i stedet for at sætte en replanlægning i gang, som koster et sted mellem 60 og 100 mio. kr ..."

De penge er ikke nogen, som staten skal betale, vel?
"Nej, det er det ikke."

Så er det vel op til andre at bekymre sig om, om de vil investere de 60-100 mio. kr., er det ikke? Hvis nogen gerne vil det ...
"Men det vil de ikke. Vores opgave er også at lytte til, hvad der bliver sagt."

Men hvis de ikke vil, så bliver det vel bare ikke gjort?
"Nej, og derfor vælger vi den strategi, som alle i branchen anbefaler. Den eneste, som holder fast i, at en replanlægning er en god idé, er Kasper Krüger (Ellen Trane Nørbys partifælle og direktør for Sky Radio, red.). Alle andre i branchen har lavet et fælles udspil, hvor de faktisk også går ind og foreslår en slukkedato på FM."

Alle de andre, er det dem, som er på FM-båndet i forvejen?
"Nej, det er ikke kun dem."

Er det ikke Danmarks Radio, ejerne af NOVA fm og Radio 100FM, og lokalradioerne? Altså dem, som nødigt vil udsættes for yderligere konkurrence?
"Det er ikke kun dem, som er i branchen nu. Det er også forskellige folk og aktører, som kunne være interesserede i at komme ind."

Hvem er det?
"Det er både aktører, som er på nettet i dag, og det er også potentielle aktører - alt fra dagblade til andre virksomheder," siger Ellen Trane Nørby.

[email protected]

Kilde: