Enh.l.-politiker indrømmer piratkopiering

Slettet Bruger,

05/11/2007

Endnu en gang er Enhedslisten kommet i søgelyset på grund af en kandidats manglende evne til at overholde loven. Partiets folketingskandidat Johanne Schmidt-Nielsen har fået tildelt den sikre København-valgkreds, og den kun 23-årige studerende ser ud til at blive Enhedslistens nye frontfigur. Alligevel er hun allerede nu blevet genstand for skarp kritik, efter at hun har indrømmet at lave ulovlige musikkopier. Det beretter metroXpress.

"Det er ganske utroligt, at en person, der stiller op til Folketinget kan komme med sådan en udmelding. Det er tyveri, når hun bare stjæler musikernes arbejde uden at betale for det, og jeg kan kun håbe, at politiet også læser det her," siger Jens-Otto-Paludan, formand for den danske afdeling af pladebranchens internationale organisation, Ifpi, til metroXpress.

Ø-politikeren har i årevis benyttet sig af piratkopier, og har ingen planer om at stoppe.

Ingen anger
"Der er undersøgelser, der viser, at 85 procent af unge danskere piratkopierer, og jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg også er pirat. Jeg håber, at det kan være med til at vise, at udviklingen er løbet fra vores lovgivning. Lige nu gør den en hel årgang til forbrydere, og derfor mener jeg, vi bør modernisere den," siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun foreslår en afskaffelse af forbuddet mod piratkopiering, ledsaget af en alternativ betaling til de ramte kunstnere. Indtil et sådant betalingssystem er på plads, ser Johanne Schmidt-Nielsen dog intet problem i at forsyne sig med gratis musik.

Det er ikke første gang under valgkampen, at Enhedslistens medlemmer har rodet uklar med loven. Kort efter valgkampen var skudt i gang, måtte partiet betale for at få fjernet flere ulovligt opsatte valgplakater. Og så sent som i fredags blev en række af partiets plakatophængere sigtet for at skænde andre partiers plakater med spraymaling.

[email protected]

Kilde: