Fædre føler sig tvunget til at betale børnebidrag

Mange enlige fædre betaler over tusind kroner om måneden i børnebidrag, selvom de ifølge reglerne ikke skal betale en krone

Slettet Bruger,

23/01/2008

Mange enlige fædre betaler over tusind kroner om måneden i børnebidrag, selvom de ifølge reglerne ikke skal betale en krone. Men fædrene frygter, at de mister kontakten med deres barn, hvis ikke pengene går ind på mors konto. Det beretter Nyhedsavisen.

Ifølge Foreningen Far drejer det sig om titusindvis af fædre, der føler sig presset til at betale for udgifter, som de i forvejen er med til at dække.

"Stadig flere fædre har i dag et hverdagssamvær med børnene, hvor de har nøjagtig de samme omkostninger til børnetøj, mad og boldklub som kvinderne, men de fleste føler sig alligevel tvunget til at betale børnepenge - nogle gange vilde beløb på op til 4.000 kroner om måneden - fordi de frygter, at børnenes mor ellers vil benytte det ultimative pressionsmiddel, trække dem i Statsforvaltningen med det resultat, at det vil begrænse deres samvær med børnene," siger foreningens talsmand, Lars Hansen, til Nyhedsavisen.

Mødre får også børnecheck
Statsforvaltningen bekræfter, at fædre ikke skal betale børnebidrag, hvis de har en deleordning med moderen.

"Vi ser sager, hvor fædre søger om, at børnebidraget bortfalder, men det er ikke overvældende mange. Det interessante er imidlertid, at de, der rent faktisk søger, også ofte får medhold, hvis de bare kan dokumentere, at de har nogenlunde de samme udgifter til barnet som moderen. Og det behøver ikke engang være helt matematisk lige, fordi hun også typisk får børnecheck og børnetilskud fra det offentlige," forklarer Hroar Kolmos, kontorchef i Statsforvaltning Sjælland.

Fred og ro
Men muligheden for at klage til Statsforvaltningen er dog ikke tilstrækkelig, mener Foreningen Far.

"Mange mænd kender udmærket reglerne, men vil hellere have ro og fred end en sag i Statsforvaltningen, hvor de risikerer at sætte det hele over styr. Problemet er, at vi har fået en ny forældreansvarslov med deleordninger, der slet ikke tager højde for de skilte forældres økonomi, som den ser ud i dag," siger Lars Hansen til Nyhedsavisen.

[email protected]

Kilde: