Forsker: Moden undertrykker ikke kvinderne

Den dogmatiske feminismes mantraer om, at de kvindelige skønhedsidealer er skabt af en undertrykkende mandskultur, og at modebranchen er kapitalism...

Slettet Bruger,

23/05/2008

Den dogmatiske feminismes mantraer om, at de kvindelige skønhedsidealer er skabt af en undertrykkende mandskultur, og at modebranchen er kapitalismens forsøg på at spinne guld på samme, stod for fald, da modeforskeren Erik Hansen-Hansen i sidste uge forsvarede sin Ph.D.-afhandling på Danmarks Designcenter. Det fortæller Weekendavisen.

Når kvinder shopper sig fattige i tøj og sko, så er det i virkeligheden, fordi de er ude på én ting: at finde den bedste mand at få børn med. Deres stærkeste våben er ungdom og frugtbarhed, for det er, hvad mændene af helt biologiske grunde er på jagt efter, og mode er god til at forstærke indtrykket af begge dele. Det var budskabet fra Erik Hansen-Hansen, og det var egnet til at bringe sindene i kog hos det forsamlede publikum.

"Det får 80 procent af kvinderne her i lokalet til at skumme af raseri," sagde en glad og smilende lærer på Danmarks Designskole til Weekendavisen i pausen.

For Erik Hansen-Hansen handler det imidlertid ikke om at provokere for provokationens egen skyld, men om at få sagt nogle sandheder, som i mange år har været ilde hørt.

"Min pointe er at få biologien ind som medspiller igen og først og fremmest bryde den is, der har ligget over den i de sidste 50 år. Siden Anden Verdenskrig, hvor tyskerne dyrkede raceteorier og rodede rundt med noget vanvittig biologi, har det været tabu at røre, mens det andet totalitære regime i det 19. århundrede - marxismen - røg lige ind i universiteterne og deres akademiske teorier. Også selvom Mao og Stalin har mindst lige så mange dræbte på samvittigheden som Hitler. Først i de sidste ti, tyve år er der ved at blive gjort op med de uhyrligheder, der er begået i marxismens navn," siger Erik Hansen-Hansen og fortsætter:

"Efter krigen blev bevisbyrden vendt om, så man pludselig sagde: 'Hvis du ikke kan bevise, at det er biologi, må det jo være kultur'. Hvorfor ikke den anden vej? Man kunne lige så godt sige: 'I påstår, at mennesket er en social konstruktion. Bevis det'. Jeg bekender mig til en sammenblanding, men fordi jeg bryder så hårdt med gængs modeteori, er jeg nødt til at sætte det lidt hårdt op."

Erik Hansen-Hansen afviser påstanden om, at alle mænd er undertrykkere, mens alle kvinder er undertrykte, og at stramtsiddende tøj, der fremhæver kvindens krop, er ondt, mens tøj, der afseksualiserer, er godt.

"Jeg argumenterer aldrig sådan, at fordi biologien påviser et eller andet om forskellen mellem kvinder og mænd, så bør eller skal kvinderne hjem til kødgryderne eller noget som helst andet. Jeg siger bare, at det kan sgu da ikke passe, at kapitalismen eller mændene har tvunget kvinder til at forskønne sig siden tidernes morgen," siger han til Weekendavisen.

[email protected]

Kilde: